Storbritanniens sanktioner mod ulovlige israelske bosættelser vil isoleret set næppe ramme Israels økonomi hårdt. Alligevel har Israel reageret voldsomt. Reaktionen peger på en langt større frygt: en dobbelt sneboldeffekt. Først følger flere lande efter. Derefter breder sanktionerne sig fra bosættelserne til andre dele af den israelske besættelse.

Israel har reageret usædvanligt hårdt på Storbritanniens beslutning om at forbyde import fra ulovlige israelske bosættelser på den besatte Vestbred.

Det britiske konsulat i det besatte Jerusalem skal lukkes. Britiske diplomater skal forlade Ramallah. Storbritannien udelukkes fra det såkaldte USA-ledede Gaza-råd. Samtidig får 12 britiske statsborgere forbud mod at rejse ind i Israel.

Umiddelbart kan reaktionen virke ude af proportioner med sanktionernes økonomiske betydning. Handlen med varer fra de ulovlige bosættelser udgør kun en meget lille del af Israels samlede økonomi.

Netop derfor er Israels reaktion bemærkelsesværdig. Det afgørende er ikke nødvendigvis, hvor hårdt importforbuddet rammer i dag. Det afgørende er, hvad det kan udvikle sig til.

Fra fordømmelser til konsekvenser

Vestlige regeringer har i årtier erklæret de israelske bosættelser ulovlige og kritiseret Israels fortsatte kolonisering af den besatte Vestbred.
Forskellen er, at flere lande nu bevæger sig fra fordømmelser til konkrete økonomiske konsekvenser.

Storbritannien, Frankrig og Canada vil forbyde import fra de ulovlige bosættelser. De vil også indføre yderligere tiltag mod personer og virksomheder, der medvirker til eller tjener på dem. Danmark, Finland, Island, Irland, Norge, Polen, Portugal, Spanien og Sverige har sammen med de tre lande erklæret støtte til nationale eller europæiske handelsrestriktioner. Landene har også oplyst, at de aktivt overvejer yderligere tiltag.

Dermed udfordres et mønster, som gennem årtier har været til Israels fordel. Besættelsen er blevet fordømt internationalt. De konkrete økonomiske og politiske konsekvenser er derimod i vid udstrækning udeblevet.

Det er denne ændring, der kan forklare vreden i Israels reaktion.

Israel frygter en dobbelt sneboldeffekt

Israels voldsomme modsvar kan først og fremmest forstås som en frygt for en dobbelt sneboldeffekt.

Den første handler om, hvor mange lande der følger efter.

Hvis Storbritannien havde stået alene, kunne Israel lettere have fremstillet sanktionerne som et isoleret britisk initiativ. Men Frankrig og Canada har allerede fulgt samme spor. Samtidig støtter eller overvejer flere andre lande åbent handelsrestriktioner.

Lukningen af det britiske konsulat, udvisningen af diplomater og indrejseforbuddene kan derfor også læses som en advarsel til andre regeringer: Følger I Storbritanniens eksempel, vil det få en pris.
Men den anden sneboldeffekt kan være endnu mere alvorlig for Israel.

I dag er fokus rettet mod varer fra de ulovlige bosættelser. I morgen kan spørgsmålet blive, hvorfor sanktionerne skal stoppe dér.

De ulovlige bosættelser eksisterer ikke som et isoleret økonomisk system adskilt fra staten Israel. De opføres og udvides gennem israelske myndigheder, infrastruktur, finansiering, virksomheder og militær beskyttelse.

Den tidligere israelske justitsminister Michael Ben-Yair har blandt andet peget på, hvor tæt besætterbevægelsen gennem årene er blevet integreret i israelske statsinstitutioner.

Hvis princippet fremover bliver, at virksomheder og personer ikke må tjene på eller bidrage til opretholdelsen af den ulovlige besættelse, kan presset derfor brede sig. Det kan ramme banker, investorer, entreprenører og andre virksomheder med økonomiske forbindelser til besættelsen.

Storbritannien er allerede gået længere end et rent importforbud. Storbritannien har også varslet sanktioner mod aktører, der faciliterer eller profiterer på de ulovlige bosættelser.

Det er den dobbelte sneboldeffekt, Israel har grund til at frygte. Først følger flere lande efter. Derefter bliver spørgsmålet, om sanktionerne fortsat skal begrænses til bosættelserne. Eller om det økonomiske og politiske pres skal rettes bredere mod Israel og selve opretholdelsen af besættelsen.

Folkeretten øger presset

Udviklingen handler samtidig om mere end politiske holdninger.

Den Internationale Domstol fastslog i sin rådgivende udtalelse fra juli 2024, at Israels fortsatte besættelse af Palæstina er ulovlig.

Domstolen slog samtidig fast, at andre stater har pligt til ikke at anerkende eller bistå den ulovlige situation. Landene skal også tage skridt til at forhindre handels- og investeringsforbindelser, der bidrager til at opretholde Israels ulovlige besættelse.

Human Rights Watch vurderer på den baggrund, at et EU-dækkende forbud mod handel med de ulovlige bosættelser er nødvendigt. Det skal bringe europæiske lande i overensstemmelse med deres folkeretlige forpligtelser.

Dermed bliver sanktioner ikke alene et spørgsmål om, hvorvidt vestlige regeringer politisk ønsker at lægge pres på Israel. Spørgsmålet bliver også, hvilke konkrete konsekvenser landene selv skal drage af deres folkeretlige forpligtelser.

Danmark støtter – men handler ikke selv

Danmark har tilsluttet sig erklæringen fra de 12 lande. Men den danske regering har indtil videre ikke besluttet selv at indføre et forbud.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har i stedet sagt, at Danmark vil arbejde for konkrete EU-tiltag mod handel med varer fra de ulovlige bosættelser.

“Israels bosættelsespolitik er ulovlig og underminerer tostatsløsning. E1-planerne er uacceptable. Danmark vil sammen med en række lande fortsat arbejde for konkrete EU-tiltag mod handel med bosættelsesvarer,” lød det fra udenrigsministeren.

Dermed følger regeringen en velkendt dansk linje. Israels handlinger kritiseres. Konkrete danske konsekvenser udebliver. Ansvaret for handling placeres i stedet i et fælles EU-spor.

Regeringens henvisning til EU-sporet fungerer samtidig som en politisk begrundelse for ikke selv at gå forrest. Politisk giver EU-sporet Danmark mulighed for at støtte sanktioner i princippet. Regeringen behøver dermed ikke nødvendigvis selv at presse på for at gennemføre dem.

Så længe der ikke er tilstrækkelig opbakning blandt medlemslandene, kan Danmark derfor fastholde en kritisk position. Kritikken behøver ikke automatisk at få konkrete konsekvenser.

Det afgørende bliver derfor ikke, hvor mange gange regeringen betegner bosættelserne som ulovlige. Det afgørende bliver, hvor meget politisk pres Danmark faktisk er villig til at lægge bag kravet om sanktioner.

E1 gør spørgsmålet mere akut

Tidspunktet er heller ikke tilfældigt.
Israel har fremskyndet det folkeretsstridige E1-bosættelsesprojekt øst for det besatte Jerusalem. Planen omfatter tusindvis af nye ulovlige boliger til israelske besættere. Projektet vil samtidig yderligere splitte den besatte Vestbred geografisk.

FN’s nødhjælpskontor OCHA advarer om, at projektet vil fragmentere den besatte Vestbred. Det vil også afskære det besatte Jerusalem yderligere fra resten af det palæstinensiske område. Samtidig vil det øge risikoen for tvangsfordrivelse af palæstinensiske beduinsamfund.

Samtidig er besættervolden steget kraftigt. Ifølge OCHA var mere end 2.500 palæstinensere blevet fordrevet som følge af besætterangreb og tilknyttede adgangsrestriktioner alene i 2026 frem til udgangen af august. Mere end 1.100 palæstinensere var blevet såret i forbindelse med besætterangreb.

Presset for sanktioner kommer altså samtidig med, at Israel accelererer koloniseringen af den besatte Vestbred. Samtidig fordrives palæstinensere fra deres jord.

Sanktionernes vigtigste effekt kan komme senere

Storbritanniens importforbud vil isoleret set sandsynligvis få begrænset betydning for Israels økonomi.

Men det kan være den forkerte målestok.
Sanktionernes vigtigste effekt kan vise sig at være, at de ændrer den politiske norm for, hvordan vestlige regeringer reagerer på Israels besættelse.
Hvis flere lande følger efter, kan presset udvides til virksomheder, banker og investorer, der bidrager til opretholdelsen af besættelsen.

I så fald kan det britiske importforbud vise sig at være langt vigtigere som præcedens end som handelspolitik.

I årtier har Israel kunnet udvide de ulovlige bosættelser og stjæle palæstinensisk jord. Israel har samtidig kunnet fastholde besættelsen, mens vestlige regeringer hovedsageligt har reageret med fordømmelser.

Den egentlige frygt i Israel kan derfor være, at denne politiske immunitet er begyndt at slå revner.
Forbuddet kan blive startskuddet til en langt bredere international bølge af sanktioner, boykot og økonomisk pres mod Israel. På samme måde blev international isolation og økonomiske sanktioner med tiden et centralt redskab i presset mod apartheidstyret i Sydafrika.

Hvis Storbritannien bliver begyndelsen på en lignende sneboldeffekt, bliver spørgsmålet for Danmark stadig sværere at undgå. Vil regeringen fortsætte med at betegne Israels handlinger som ulovlige uden at knytte konkrete konsekvenser til dem? Eller vil Danmark være med til at omsætte folkeretten til politisk handling?