Hvordan Jesu efterfølgere overhovedet finde på at sende våben og tanks til Israel til brug i udslettelse og fordrivelse af palæstinenserne? Jesus står for tilgivelse, kærlighed og barmhjertighed og hans død tolkes som soning for menneskers synd. Så hvor kommer krudt og kugler ind henne?
For om muligt at kunne forstå en lille smule af, hvordan kristne zionister tænker er vi nødt til at dykke ned i deres teologi. Her vil vi opdage, at de henter deres argumenter for at støtte staten Israel fra den hebraiske bibel, som også er med i den kristne bibel som Det Gamle Testamente.
Her håndplukkes efter forgodtbefindende de vers, som understøtter israelitternes ”indtagelse” af det forjættede land, dengang Kanaan, i dag Palæstina. Glemt er påbud om ikke at slå ihjel, vise næstekærlighed og især tage sig af fremmede.
Helt grotesk bliver det, når palæstinenserne – og resten af verden – oplever det ”kristne” Vesten eksportere våben og krigsfly til Israel, som bliver brugt til at jævne Gaza med jorden og dræbe titusinder af mennesker. Og helt vildt er det, når en tank skibes ind påført et stort banner med teksten: To Israel from Christians in America (fra bogen Between 2 Fires (2002), hvor forfatteren Jack Kinkaidinterviewer otte palæstinensiske præster i Gaza og på den besatte Vestbred).
Hvad driver dette vanvid? Mit bud er, at det er angst for et endnu værre scenarie, der hænger som en sort sky over mange kristne: Angsten for at gå imod Guds vilje og dermed pådrage sig Guds dom og evig fortabelse i helvede.
Helt konkret møder jeg mindst tre argumenter for at støtte staten Israel:
1. Angst for at miste Guds velsignelse. Det bygger man på Guds løfte til Abraham: ”Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.« (1. Mosebog 12:1-3).
Selv om man modsat moderne bibelkritik tager ordene bogstaveligt, skal man huske to ting: Abraham er stamfar til både jøder og arabere. Løftet og truslen gælder altså holdningen til både israelere og palæstinensere. Dernæst tales der om ”folk”, ikke stater. Den moderne stat er kun få hundrede år gammel, så når der tales om at ”gå til et land, jeg vil vise dig” handler det ikke om at fordrive den lokale befolkning og oprette en jødisk stat.
Kristne palæstinensere har en anden tolkning – og den bør alle kristne lytte nøje til. De mener, bibeltolkningen siger mere om os, end den siger om de ældgamle skrifter. Bibelen består af 66 bøger skrevet af over 40 forskellige forfattere over en periode på mellem 600 og 1600 år. Så man kan ikke tage alting bogstaveligt, men må tolke den ud fra ens samvittighed. Og her foreslår Mitri Raheb, der er teolog og stifter af Dar al-Kalima Universitetet i Betlehem, at man vælger Abrahams tilgang i stedet for Josvas. Josva var en hærfører, der ledte israelitternes voldelige indtagelse af Kanaan. Abraham levede fredeligt sammen med lokale og opnåede respekt og anerkendelse af den lokale konge.
Angående velsignelse, så tror kristne, at Jesus Kristus ved sin død ikke blot sonede verdens synd, men også bragte ”hele den himmelske verdens åndelige velsignelse” til hele menneskeheden (Paulus brev til Efeserne 1:3). Guds rige er i kristendommen ikke et fysisk, geografisk område for et særligt udvalgt folk, men et åndeligt, universelt rige for alle mennesker. Det leder til næste eksistentielle angst:
2. Angst for at gå imod Guds udvalgte. ”Du må ikke lægge hånd på Herrens salvede”, er et yndet udtryk fra for fundamentalistiske kristne. Ordet ”salvede” betyder udvalgte og henviser til, at man som i 1. Samuelsbog 24:11 indsatte konger, præster og profeter ved at hælde salveolie over deres hoveder. Udtrykket ”Herrens salvede” kan så bruges om alt fra personer i kirkens egne rækker til det man opfatter som et helt særligt udvalgt folk.
Men igen, udtrykket er taget ud af kontekst. For læser man profeternes skrifter i Gamle Testamente, så bærer de tydeligt præg af kritik mod datidens magthavere. Allerede i førnævnte 1. Samuelsbog kapitel 12 ser vi profeten Nathan irettesætte kong David. Og vedr. udvælgelse, så er der ikke noget i vejen for at Gud kan vælge flere, ja, alle. I 1. Mosebog 17:20 ser vi Gud velsigne Abrahams søn Ismael, arabernes stamfader, og love at han skal blive et stort, velsignet folk.
Ja, i 1. Mos. 17:6-7 lover Gud Abraham og alle hans efterkommere: ”Jeg gør dig uhyre frugtbar; jeg gør dig til folkeslag, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.« Det gælder altså hele Abrahams afkom, både jøder og arabere. Tag lige den!
Men det er stadig Det Gamle Testamente; hvad siget Det Nye? Her er det Jesus Kristus, der er den udvalgte. Kristus er det græske ord for Messias som betyder ”den salvede”. De udvalgte er således ikke længere et folk som sådan, men alle mennesker ”i Kristus”. Alle dem, Gud forud har kendt (og det er vel alle mennesker?) har han forudbestemt til at blive Hans søns billede lige, skriver apostlen Paulus (Romerbrevet 8:29). Ja, det er hele apostlens pointe Det Gamle Testamentes love og løfter er opfyldt i Kristus, som nu inkluderer alle og tilegnes ved blot at tro.
Der er altså i kristen zionisme en sammenblanding af Det Gamle og Det Nye Testamente. De to bogsamlinger går ud i ét udenom det mest grundlæggende i evangeliet (som betyder gode nyheder): At Jesus kom til frelse for alle mennesker. Punktum.
Men her kommer vi så ind på den tredje angst:
3. Angst for Gud dom og evig fortabelse i helvede. Nu er vi virkelig oppe på den store klinge med noget, som er virkelig angstprovokerende. For i kristendommen ligger også en forventning om, at Jesus kommer igen for at redde de troende og til sidst oprette fred på Jorden. Som led i dette udleder man især fra de to apostle Paulus og Johannes en idé om, at Jesus først kan komme igen, når jøderne er plads i staten Israel. Og da det ikke kan gå hurtigt nok, må man hjælpe Gud lidt, og gøre alt, hvad man kan for at sikre statens opretholdelse og endda udvidelse til fordums storhed.
Hos Paulus bygger kristne zionister deres teologi bl.a. på Romerbrevet 11.25-26: ”Der hviler forhærdelse over en del af Israel, indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind; så skal hele Israel frelses – som der står skrevet: Befrieren skal komme fra Zion, han fjerner ugudelighed fra Jakob.” Man glemmer blot igen konteksten – her fra kapitel 10:2-4: For det vidnesbyrd må jeg give dem (jøderne -red.), at de har nidkærhed for Gud, men uden forstand. De kender jo ikke Guds retfærdighed, men søger at hævde deres egen, og derfor har de ikke underordnet sig under Guds retfærdighed. For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.”
Idéen om at Jesus først kan komme tilbage, når jøderne er vendt tilbage til Israel/Palæstina kommer også fra de drømme og visioner, som apostlen Johannes fik. Det er netop forestillinger, og de bærer præg af, at Johannes var fange på øen Patmos under Romerrigets brutale imperium. Men igen, fundamentalister er bogstavtro og tager endda drømme og visioner bogstaveligt, selv om de som religiøse skrifter i øvrigt bør tolkes symbolsk.
I Johannes Åbenbaring møder vi Jesus som frelser, idet mennesker fra alle folkeslag står foran Guds trone og lovpriser det slagtede lam, et symbol på den korsfæstede Kristus. Vi møder ham også som hersker, hvor han gør op med alle dæmoner, uhyrer og selveste ”antikrist” og til sidst opretter et fredsrige med Jerusalem i en himmelsk udgave som centrum. Det er dette scenarie, der inspirerer kristne zionister til at fremprovokere begivenhederne og endda sende våben til staten Israel. De er jo på Guds side mod alle indbildte fjender, og dermed på den sikre side for evig frelse. Modsat: Hvis de går imod det, de opfatter som Guds plan, så risikerer de Guds dom og evig straf.
Det er vildt det her, og lidt nørdet, men det kan måske give indblik i den software (som førnævnte Mitri Raheb kalder den zionistiske bibeltolkning), der legitimerer den hardware i form af tanks, fly og våben, som kristne zionister bakker Israel op med, selv om bomber og snigskytter dræber tusindvis af børn, kvinder, mænd, ældre, handicappede i Gaza og på Vestbredden, helt stik imod Jesu bud om at elske alle, endda dem man opfatter som sine fjender.
