Siden 2. marts har hundredvis af lastbiler lastet med nødhjælp ventet ved den blokerede grænse til Gaza. Og endelig for nylig kom åbningen som en forhånelse mod den sultende og nødstedte befolkning: Israels tilladelse til at lade fem lastbiler (UNWRA estimerer, at der er behov for mindst 500 om dagen) køre ind i Gaza med “minimal/basal” nødhjælp. Primært til spædbørn, lød det. Ifølge den israelske finansminister Bezalel Smotrich åbnedes denne sprække for at undgå anklage for krigsforbrydelser. Som om Israel ikke allerede begår veldokumenterede krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i Gaza.
Man tror ikke sine egne ører. Ondskaben har sin egen forvrængede eskalering. Hele verden (med bl.a. Sydafrika som en værdig undtagelse) overværer passivt den live streamede katastrofe. Ser sammen med gazanerne ned i afgrunden af hungersnød og død. “Hvis bomberne ikke rammer os, dør vi af sult”, udtaler en familiefar til tv-kameraet. En 25-årig mor til fire børn i det nordlige Gaza fortsætter den dystre fortælling: “Vi ved, hvordan sult føles. Vi har smagt døden. Vores børn venter bare på, at det bliver deres tur til at dø.” Dette er nogle få eksempler på de gruopvækkende vilkår, Gazas befolkning lever under. Og vi følger med hver dag på vores tv-skærme og medieplatforme.
I begyndelsen af maj udtalte Dr. Muhammad Tahir, kirurg og frivillig i Gaza til Al Jazeera: “Den gradvise dehumanisering af befolkningen i Gaza og i Palæstina generelt har gjort det muligt for Israel at dræbe titusindvis af civile uden konsekvenser. Hvordan kan verden tillade, at dette sker? Vi befinder os i et meget mørkt kapitel i menneskehedens historie.”
En befolkning i sultens jerngreb
Hvordan kan verden tillade, at dette sker? Dét er spørgsmålet, vi hver især stiller os selv, når vi ikke er i stand til at fortrænge billederne af sultende, desperate mennesker, der kæmper om sparsomme forsyninger. Ikke kan fortrænge virkeligheden i Gaza: At Israel bruger sult som krigsvåben. Og at de endda bevidst går efter nødhjælpsarbejdere, der skulle afhjælpe sultkatastrofen.
Ifølge rapporter fra internationale medarbejdere hos Save the Children´s: “Næsten alle børn i Gaza risikerer at dø af sult. Uden øjeblikkelig handling for at ophæve belejringen og sikre adgang til mad og medicin er en million børn i fare for at sulte, blive syge og i sidste ende dø.”
De vestlige magthaveres udstrakte tolerance over for Israels barbariske krigsførelse afslører Vestens moralske dobbeltstandarder: Ikke alle menneskeliv er lige meget værd. Læren fra Holocaust, nazisternes folkemord på de europæiske jøder, synes forsvundet i europæernes altoverskyggende skyldfølelse over for det jødiske traume.
Trods efterkrigstidens oprettelse af FN´s internationale konventioner og gensidige forsikringer om, at dette uhyrlige scenarie aldrig måtte opstå igen, gentager historien sig som en forskudt virkelighed. ICC, FN´s straffedomstol i Haag er i gang med at undersøge anklagen (indgivet af Sydafrika, støttet bl.a. af Irland og Spanien) mod Israel for at begå folkedrab i Gaza.
Minder fra al-Ahli Hospitalet
Palmesøndag den 13. april bombede Israel al-Ahli Hospitalet i Gaza By (det sidste fungerende hospital i Nordgaza). Hospitalet, der er drevet af den Anglikanske Kirke, måtte evakueres. Kritisk syge blev efterladt på gaden. Tre patienter døde som følge af evakueringen. Bombningen af al-Ahli (den seneste af en række bombninger mod hospitalet) førte mig tilbage til efteråret 1987 nogle måneder før den første Intifada. På det tidspunkt opholdt jeg mig i Gaza. Jeg boede i al-Ahli Hospitalets øverste etage hos den danske hospitalsdirektør.
al-Ahli Hospitalet var en del af Folkekirkens Nødhjælps sundhedsprogrammer i de besatte palæstinensiske områder. Jeg var udsendt af FKNs for at lave reportager fra deres forskellige hjælpeprojekter i Gaza og på den besatte Vestbred. Jeg interviewede personale og patienter på al-Ahli Hospitalet om deres oplevelser under den israelske besættelse. Dengang kaldt “Den israelske jernnæve” i britisk presse. Det palæstinensiske sundhedspersonale fortalte, at det var en fordel for dem at have en dansk administrator og en dansk sygeplejerske, der kunne lægge sig imellem, når de israelske soldater kom for at arrestere og bortføre deres alvorligt syge og sengeliggende patienter.
Brutaliteten har under hele den 58 års lange israelske besættelse været det vilkår, den palæstinensiske befolkning er blevet konfronteret med. Israels langsigtede mål (der som krigen skrider frem, er blevet kortsigtede) med Gaza fremstår mere og mere utilsløret. Efter den brudte våbenhvile i begyndelsen af marts blev de massive bombardementer genoptaget både i nord og syd. Kampvogne og IDF-soldater rykker nu med landoffensiven frem “med fuld styrke” gennem spøgelsesruinerne i et ubeboeligt landskab.
Befolkningen i Nordgaza tvinges sydpå, hvor hovedparten af civilbefolkningen i forvejen er stuvet sammen på mindre og mindre overbefolkede områder i telte, der er uegnede til menneskeboliger. Uden rent vand, mad, medicin, el og brændstof. Fra krigens begyndelse, under dække af bombeadvarsler er civilbefolkningen blevet gennet fra den ene såkaldte “sikre zone” til den anden, som derefter er blevet mål for bomberegnen.
I forlængelse af den interne fordrivelse er Netanyahu og hans regerings udtalte plan en udrensning af palæstinenserne fra Gaza. Ved at gøre livet så uudholdeligt, at det er umuligt at overleve. Og ved at ødelægge flere og flere boligområder (ifølge FN har Israel ødelagt 92 % af alle hjem i Gaza). Så den fordrevne befolkning ikke har noget at vende tilbage til og vælger at “emigrere”, som det lyder fra et krigskabinets møde refereret i Times of Israel. Men problemet, indrømmer Netanyahu i det lækkede notat, er at finde lande, der vil modtage palæstinenserne. Donald Trump har allerede haft en føler ude i Somaliland med et løfte om USA’s anerkendelse af den selvudråbte stat, hvis de vil modtage fordrevne palæstinensere fra Gaza.
Vestens svigt over for Palæstina
Mens verdens opmærksomhed har været rettet mod Gaza og medierne har fokuseret på Gazakrigen, har Israel intensiveret annekteringen af Vestbredden og Østjerusalem i et hidtil uset omfang. Israel har internt fordrevet mere end 40.000 palæstinensere fra deres hjem og ejendom gennem generationer. Fra byer, landsbyer og flygtningelejre.
Bombesprængt boliger og ødelagt marker og afgrøder angiveligt for at gøre plads til “sikkerhedszoner” og “militære områder”. Samtidig er drab på civile, vilkårlige tilbageholdelser og internering på ubestemt tid i de israelske torturfængsler voldsomt optrappet siden Gazakrigens begyndelse.
Bosætterne har frit lejde (beskyttet af den israelske hær) til med vold at tilrane sig palæstinensisk jord og hindre palæstinensiske jordejere i at dyrke og pleje deres marker. Bosættelserne æder sig mere og mere ind på det landområde, der skulle danne grundlag for en palæstinensisk stat. Bosætterbevægelsen har i årtier været begunstiget økonomisk og moralsk af de skiftende israelske regeringer og er nu toneangivende i Netanyahus regering.
Tidligere udtalelser fra de to fascistoide og ultranationalistiske ministre Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir slår endemålet fast: “Det jødiske folk har en eksklusiv ret til hele landet Israel. Hele landet omfatter området fra “floden til vandet.” Siden er disse udtalelser blevet understøttet af Trumps tvivlsomme turistvisioner for Gaza. EU´s tidligere udenrigschef, spanieren Josep Borell rettede i sin tale ved en prisoverrækkelse 8.maj en hård kritik mod EU for dets passivitet over for Israels “folkedrab” i Gaza.
Ifølge det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu hævdede Borell at “halvdelen af de bomber, der falder over Gaza, kommer fra os.” Og fortsatte at Europa er vidne til “den største etniske udrensning siden Anden Verdenskrig”. Desuden kritiserede han EU for ikke at bruge sin politiske og økonomiske magt, som unionen faktisk råder over. “EU gør ikke hvad det kunne og burde gøre,” konkluderede Borell. Josep Borells kritiske udtalelse rammer lige ind i den danske regerings og Folketingets passivitet over for Israel og endog aktive medvirken til Israels krigsforbrydelser.
Danmarks eksport af F-35 flydele muliggør Israels bombekampagner i Gaza. Og der eksporteres ikke bare via USA, men også direkte til Israel fra Flyvestation Skrydstrup. Dét er vores, den danske befolknings virkelighed, at vi har en regering, der ikke bare tolererer, at en nær allieret begår etnisk udrensning og folkedrab, men med eksporten af vitale våbendele til bombeflyene over Gaza er direkte involveret i krigsforbrydelserne. Mens Frankrig, Storbritannien(30 af de i alt 350 eksportlicenser, der vedrører våbensalg til Israel), Holland har stoppet deres våbenhandel med Israel, forsætter Danmark at forsyne Israel med våbendele. Til trods for at mere end halvdelen af den danske befolkning ifølge meningsmålinger ønsker våbenhvile i Gaza og ophør af Danmarks våbeneksport til Israel.
Gentagne gange har WHO opfordret EU-landene til at modtage de mest syge og behandlingskrævende børn fra Gaza. Bl.a. Italien, Frankrig og Norge har fulgt WHO’s opfordring. Men ikke Danmark. Selv om vi ifølge læger på Rigshospitalet både har kapaciteten og ekspertisen til behandling af krigsskadede børn. Heller ikke WHO’s seneste opfordring (13. maj) nu da hungersnøden og den humanitære katastrofe er en realitet, får den stålsatte danske regering til at vakle. Er der ingen grænser for den politiske kynisme på Christiansborg? Ikke engang det omfattende folkelige Palæstina-engagement, aktioner og protester mod grusomhederne i Gaza tilskynder regeringen og Folketinget til at forbarme sig over de livstruende palæstinensiske børn.
Hvor længe endnu tøver regeringerne? Hvor meget mere lidelse og død skal der til, før Vestens, Europas, Danmarks tamme beklagelser og fordømmelser over for Israels forbryderiske krigsførelse i Gaza bliver afløst af stop for salget af våben og våbendele til Israel?
Hvornår iværksættes sanktioner, boykot, udelukkelse af Israel ved sports- og kulturbegivenheder, opsigelse af Israels handelsaftale med EU? spørger vi almindelige borgere hinanden og vores politikere. Mens der uge efter uge demonstreres i gaderne i København og provinsen (og i alverdens lande) i solidaritet med det palæstinensiske folks ret til frihed og retfærdighed. Der tegner sig nu en stærkt forsinket opvågnen i EU, blandt de europæiske regeringer. Der luftes planer om mulige sanktioner.
Senest er et flertal af EU-lande blevet enige om at genoverveje den gunstige handelsaftale (associeringsaftalen) med Israel. Det er absolut sidste udkald. Og forhåbentlig ikke allerede for sent at stoppe Israels (og USA’s) erobring af hele landet mellem “floden og vandet”. For sent at stoppe fuldendelsen af Nakba, fordrivelsen af mere end 750.000 palæstinensere i forbindelse med Israels oprettelse i 1948.
Hvis Israel som hidtil uhindret får lov til at fortsætte folkedrabet i Gaza (og annekteringen af Vestbredden/ Østjerusalem), indtil den sidste palæstinenser er dræbt eller fordrevet fra det historiske Palæstina, vil eftertiden dømme os (Vesten) hårdt, for Gaza bliver definerende for fremtiden. Der vil være et før og efter Gaza.
