Nakba begyndte i 1948, da zionistiske militser med vold og trusler tvang over 700.000 palæstinensere ud af deres hjemland, ødelagde mere end 500 landsbyer, og med verdens stormagters accept blev en ny kolonistat skabt på palæstinensisk jord. Den katastrofe blev aldrig afsluttet. Den blev videreført i et system af apartheid, besættelse, fordrivelse, blokader, mord og daglig ydmygelse, og i dag, 77 år senere, er den eskaleret til et åbenlyst folkedrab, finansieret og støttet af mange vestlige lande, og har nu varet i 587 dage: 14.088 timer, 845.280 minutter og 50.716.800 sekunder.
I Gaza er over 1,9 millioner palæstinensere blevet fordrevet, flere titusinder er blevet dræbt, og de fleste civile mål, skoler, hospitaler, hjem, moskéer, markeder, er udslettet fra jordens overflade med nådesløse israelske og vestligt-finansierede missiler. I 74 dage har Israel forhindret al nødhjælp i at nå ind i området. Ingen mad, ingen medicin, intet vand, ingen brændstof. Børn sulter ihjel i armene på deres forældre, mens lastbiler holder i kø få kilometer fra grænserne. Det er ikke et sammenbrud, det er en bevidst strategi. At sulte en civilbefolkning, nægte dem lægehjælp, udslette deres livsgrundlag og fratage dem retten til at eksistere er ikke krigsførelse, det er folkedrab, med tydelige krigsforbrydere og et klart formål.
På den besatte Vestbred sker ødelæggelsen med en anden metode, men med samme mål. Besættere, støttet af hæren, angriber palæstinensiske landsbyer, skyder og fordriver folk, brænder marker, ødelægger huse. De daglige tilfangetagelser, fængslinger af børn, checkpoints, tortur og drab er ikke undtagelser – de er systematiske våben i Israels krig mod et folk. Israel udvider sine bosættelser ulovligt og stykker den besatte Vestbred op i isolerede enklaver, mens det internationale samfund intet gør. Der er ingen frontlinje, ingen krig, ingen lige parter. Der er en besættelsesmagt, og der er et folk, der nægtes retten til at eksistere i deres eget land.
Ministre i den israelske regering siger det højt og tydeligt: Gaza skal gøres ubeboelig. En ny Nakba skal rulles ud. Den palæstinensiske befolkning skal elimineres, ikke kun fysisk, men politisk og kulturelt. Dette er ikke en overfortolkning. Det er ikke symbolik. Det er udtrykkelige, dokumenterede intentioner. Og det sker med støtte og finansiering fra USA, Tyskland, EU og Storbritannien. Når vestlige regeringer sender våben, dækker over diplomatiske forbrydelser og legitimerer Israels handlinger, er de ikke neutrale. De er medskyldige. De sikrer fortsættelsen af folkedrabet.
Der findes ikke to adskilte kriser. Gaza og den besatte Vestbred er ikke særskilte katastrofer. Det er én politik. Én strategi. Én statsdrevet udslettelse af ét folk, der nægtes retten til liv, frihed og hjem. Palæstina eksisterer i ruinerne, i sorgen, i modstanden, og i sandheden, som ikke længere kan benægtes. Det er ikke et spørgsmål om dokumentation. Det er et spørgsmål om handling. Folkedrabet er i gang, og det skal stoppes. Ikke i morgen, men nu.
