Blev Spanien udpeget af CIA og Mossad som et nyt angrebsmål, efter at landet nægtede at være angrebsplatform mod Iran, anerkendte Palæstina som stat og er et af Europas mest højtråbende lande imod folkedrabet i Gaza?

Og spiller Spaniens placering ved det strategisk vigtige Gibraltarstræde og USA’s militære interesser i området også en rolle?

Men hvordan kunne op mod 60.000 mennesker på så kort tid krydse grænsen fra Marokko til Ceuta, til lands, over grænsehegnet og ved at svømme, uden at de marokkanske grænsemyndigheder standsede dem? Var der blot tale om et fuldstændigt sammenbrud i grænsekontrollen, eller blev passagen bevidst muliggjort?

Mistanken om, at begivenhederne kan have været politisk udnyttet eller tilrettelagt, bliver ikke mindre af tidligere udtalelser fra Benjamin Netanyahu og hans søn Yair Netanyahu.

Benjamin Netanyahu og hans søn Yair Netanyahu har siden mindst 2019 opfordret til en invasion af Spaniens byer Ceuta og Melilla af “arabere og muslimer”.

Netanyahus søn skrev:

Kære arabere og muslimer: Vil I befri besatte arabiske islamiske områder? Her er et godt sted at begynde!

Tidligere i år udtalte Netanyahu, at Spanien havde besluttet at rejse sig mod Israel, og at han ville statuere et eksempel med landet:

Jeg har ikke til hensigt at lade noget land føre en diplomatisk krig mod os uden at betale en øjeblikkelig pris.

Marokko og Israel er allierede

Udtalelserne skal samtidig ses i lyset af det stadig tættere samarbejde mellem Israel og Marokko.

I foråret argumenterede israelske analytikere for, at Israel burde hjælpe Marokko med at erobre Ceuta og Melilla. Amine Ayoub skrev i den israelske netavis YNet Global:

“Det geopolitiske jordskælv, som ryster Washingtons forhold til Madrid, har åbnet et uventet vindue for et af den arabiske verdens ældste territoriale krav. Spaniens afvisning af at give USA adgang til sine militærbaser i Rota og Morón under Iran-kampagnen, landets vedvarende manglende evne til at opfylde NATOs forsvarsmål samt premierminister Pedro Sánchez’ konfronterende holdning over for Trump-administrationen har tilsammen skabt noget sjældent i nordafrikanske forhold: En reel revne i Spaniens strategiske rustning omkring Ceuta og Melilla. Ind i denne revne er Marokkos mest betydningsfulde nye partner, Israel, unikt placeret til at lægge pres. Det er her, Israel kommer ind i billedet, med usædvanlig stor indflydelse.”

Abraham-aftalerne forvandlede Marokko fra en stille samarbejdspartner med Israel til en formel militær partner. I januar 2026 underskrev Israel og Marokko en fælles militær arbejdsplan for året under det tredje møde i deres fælles militærkomité i Tel Aviv, som Israels militær beskrev som et styrket samarbejde med en “nøglepartner for regional stabilitet”. De to lande havde allerede indgået en sikkerhedsaftale i 2021. Denne bilaterale struktur giver Israel noget, landet sjældent har haft i nordafrikansk politik: en direkte strategisk interesse i Rabats regionale succes.

Den større gevinst er Gibraltarstrædet

Samarbejdet mellem Israel og Marokko handler imidlertid ikke kun om Ceuta og Melilla. Gibraltarstrædets strategiske betydning gør området til en langt større geopolitisk gevinst.

10 procent af verdens søtransport passerer gennem Gibraltarstrædet, og omkring 100.000 skibe sejler gennem strædet hvert år.

I januar 2026 underskrev Israel og Marokko en fælles militær handlingsplan. Israel leverer nu mindst 51 procent af Marokkos missiler. Med israelsk støtte udvider Marokko massivt sin droneproduktion. Landet har indsat det israelske luftforsvarssystem “Spyder” og producerer lokalt den israelske SpyX-loiteringmunition (kamikazedrone). Et fælles maritimt overvågningscenter er i øjeblikket ved at blive etableret på Marokkos nordkyst.

En amerikansk rapport identificerer våbenaftalen mellem Israel og Marokko som et vendepunkt i magtbalancen omkring Gibraltarstrædet. Marokko foreslog endda over for Trump at flytte USA’s baser i Morón og Rota fra Spanien til Marokko. En spansk general indrømmede:

Flybasen i Morón vil før eller siden blive flyttet til Marokko.

Spørgsmålet er derfor, om Washington, Tel Aviv og Rabat har en fælles interesse i at svække Spaniens position omkring Gibraltarstrædet og styrke Marokkos rolle i området.

Det handler også om Vestsahara

Samarbejdet mellem USA, Israel og Marokko skal samtidig ses i sammenhæng med Marokkos krav på Vestsahara.

USA anerkendte marokkansk suverænitet over Vestsahara i 2020, ikke over Ceuta eller Melilla. Israel fulgte efter i 2023.

Marokko fortsætter med at konsolidere kontrollen over Vestsahara og har endda annonceret en motorvej opkaldt efter Donald Trump i det omstridte område efter hans anerkendelse af marokkansk suverænitet over Vestsahara.

Benjamin Netanyahu anerkendte den 17. juli 2023 Marokkos suverænitet over Vestsahara i et brev til kong Mohammed VI.

Netanyahu oplyste også, at han planlægger at åbne et konsulat i byen Dakhla i Vestsahara for at styrke Marokkos krav på området.

Vestsahara er især kendt for sine store fosfatforekomster af høj kvalitet. Den vigtigste er Bou Craa-minen, også kaldet Phosboucraa eller Oued Eddahab, sydøst for Laâyoune/El Aaiún. Fosfatet ligger tæt på overfladen og er af høj kvalitet. Det transporteres via verdens længste transportbånd til havnen. Produktionen har de seneste år typisk ligget på mellem 1 og 2,6 millioner ton årligt og udgør en betydelig del af eksporten af fosfatsten fra det område, Marokko kontrollerer.

Marokko, inklusive Vestsahara, kontrollerer en meget stor del af verdens kendte fosfatreserver, ofte anslået til omkring 70 procent eller mere af de globale reserver, hvor Bou Craa udgør en mindre, men strategisk og kvalitetsmæssigt vigtig del.

Moderne intensivt landbrug er helt afhængigt af fosfatgødning. Uden den ville fødevareproduktionen falde markant, især for korn, majs, sojabønner og andre store afgrøder. Uden fosfat, ingen mad.

Marokko og Gaza

Marokkos strategiske betydning begrænser sig imidlertid ikke til Gibraltarstrædet og Vestsaharas ressourcer. Landet spiller også en voksende rolle i Israels planer for Gazas fremtid.

Marokko fremstår som en central aktør i Israels planer for Gazas fremtid. For første gang skal Marokko være vært for træningsøvelser for en multinational styrke, som forventes at bestå af omkring 20.000 soldater. Omkring 30 marokkanske militærofficerer er allerede taget ind i Gaza for at gennemføre terrænbaseret rekognoscering. Marokko forventes at udsende omkring 500 soldater til Gaza. Israelske embedsmænd beskriver nu Marokko som Israels vigtigste sikkerhedspartner på det afrikanske kontinent.

Den marokkanske regerings tætte alliance med Israel står dog i skarp kontrast til den brede og historiske opbakning til den palæstinensiske sag blandt den marokkanske befolkning. Store demonstrationer i flere marokkanske byer har gentagne gange krævet en afslutning på normaliseringen med Israel og vist, at regeringens kurs ikke nødvendigvis afspejler befolkningens holdning.

Spørgsmålet er derfor, om begivenhederne i Ceuta hænger sammen med de statslige, militære og geopolitiske interesser, der er beskrevet ovenfor.

Hvis det er tilfældet, er Ceuta ikke blot en migrationskrise, men en del af en hybridkrig, som igen indgår i en stadig mere omfattende verdenskrig, der forbinder krigene i Ukraine, Iran og Mellemøsten og nu også Nordafrika og Sydeuropa.

Uanset om begivenhederne i Ceuta var koordinerede eller ej, viser de europæiske reaktioner en markant dobbeltstandard. Flere europæiske statsledere, herunder den danske statsminister Mette Frederiksen (S), var hurtigt ude med opfordringer om at overveje at suspendere Spanien fra Schengen-samarbejdet. De samme europæiske ledere har derimod ikke været villige til blot at overveje en suspension af EU’s associationsaftale med Israel, selv om Israel gennem længere tid gentagne gange har overtrådt folkeretten. Siden begyndelsen af Israels folkedrab i Gaza er mindst 73.000 palæstinensere, herunder mindst 21.000 børn, blevet dræbt.