Stadig flere lande melder sig parate til at anerkende Palæstina som en selvstændig stat. Det begyndte i Caribien, hvor Barbados og Jamaica anerkendte Palæstina i april 2024, kort efterfulgt af Trinidad & Tobago og Bahamas. Så kom turen til Europa: I slutningen af maj 2024 gik Irland, Spanien og Norge sammen om formelt at anerkende Palæstina. En måned senere fulgte Slovenien.

Nu, godt et år efter, er også stormagter som Frankrig, Storbritannien og Canada klar til at skifte kurs. Det bryder med årtiers vestlig tøven, og placerer Danmark blandt de sidste, der fastholder afvisningen af en palæstinensisk stat.

Nye lande på listen: “En klub, få vil tilhøre” Anerkendelse af Palæstina er ikke nyt i det globale syd. Over 140 lande – mere end 75 % af verdens nationer, havde allerede før folkedrabet anerkendt den palæstinensiske stat, heriblandt Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika. Men det seneste års bølge markerer et omslag i Vesten. Frankrig blev i juli 2025 det første G7-land til officielt at meddele, at landet vil anerkende Palæstina ved FN-topmødet i september. Samtidig har Storbritannien og Canada, to af USA’s nærmeste allierede, udtalt, at de vil følge trop.

Andre lande rykker også tættere på. Malta, Portugal, Finland og flere mindre europæiske stater har udtalt, at de er parate til at anerkende Palæstina. Dertil kommer en fælles erklæring, døbt “New York-initiativet”, som i juli blev underskrevet af 15 lande, herunder Australien, New Zealand, Finland, Luxembourg og endda ministater som Andorra og San Marino. Erklæringen udtrykker klart disse landes ønske om at anerkende staten Palæstina og opfordrer andre til at gøre det samme.

Tendensen er tydelig: Klubben af lande, der nægter at anerkende Palæstina, skrumper ind – og er nu “en klub, som få ønsker at være medlem af.” Israel oplever derimod øget diplomatisk isolation, mens presset vokser på de sidste vestlige tøvende lande.

Betingelser fra London og Ottawa Midt i denne bølge forsøger nogle regeringer at stille betingelser for deres anerkendelse. Storbritanniens premierminister Keir Starmer har annonceret, at hans regering vil anerkende Palæstina ved FN’s Generalforsamling, medmindre Israels regering forinden indvilliger i en varig våbenhvile i Gaza og forpligter sig til en holdbar fredsplan. London bruger altså udsigten til anerkendelse som løftestang: sker der ikke markante forbedringer i Gaza og reelle skridt mod en tostatsløsning, vil Storbritannien trykke på knappen i september.

Canada har anlagt en anden, om end lige så betinget, tilgang. Den canadiske premierminister Mark Carney, som overraskende er trådt ind på den politiske scene, erklærede, at Canada agter at anerkende Palæstina i september, men kun hvis visse krav opfyldes. Ifølge Carney skal Palæstinas Selvstyre afholde valg i 2026 uden Hamas’ deltagelse og gennemføre demokratiske reformer for at få Canadas formelle anerkendelse.

Danmark under pres Danmark står som et af de sidste vestlige lande, der nægter at anerkende Palæstina – i direkte kollision med et klart flertal blandt danskerne, hvor omtrent 59 procent ønsker en anerkendelse. Det viste en meningsmåling fra Analyse Danmark for Puls48 sidste år.

Hidtil har skiftende regeringer, inklusive Mette Frederiksens SVM-regering, holdt fast i linjen om, at en palæstinensisk stat skal udspringe af en tostatsløsning. Tostatsløsningen, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen stadig promoverer, er for længst blevet lagt i graven af Israel, gennem konstant udvidelse af ulovlige bosættelser, blokader, etnisk udrensning, apartheidmuren og nægtelse af palæstinensisk suverænitet. Når den danske regering gentager dette mantra, fungerer det ikke som en fredsstrategi, men som en afledningsmanøvre, der giver Israel frit spil til at fortsætte sine bestialske overgreb mod palæstinenserne. Som EU’s formandsland i andet halvår 2025 og midlertidigt medlem af FN’s Sikkerhedsråd står Danmark i rampelyset og forventes at bidrage til en fælles europæisk linje. Danmark bliver nødt til at have modet til at bruge vores internationale indflydelse aktivt og konstruktivt. Det mod viser regeringen kun ved, ligesom vores ligesindede, at anerkende den palæstinensiske stat. For hvert øjeblik Danmark tøver, haler vi længere bagud moralsk såvel som diplomatisk.

Perspektiver: Hvad betyder anerkendelserne? Spørgsmålet melder sig, hvilken reel effekt den nye bølge af anerkendelser får. På kort sigt er effekten primært diplomatisk og symbolsk. Som flere iagttagere bemærker, ændrer det ikke meget, at London, Paris eller Ottawa nu hilser “Staten Palæstina” velkommen – de brutale og bestialske israelske overgreb på palæstinenserne fortsætter og er endda intensiveret. Men i en verden af diplomati betyder symbolikken noget. Efter årtiers stilstand anser mange anerkendelserne som et nødvendigt skridt mod en løsning, omend ikke løsningen i sig selv. Løsningen er, at besættelsen ophører fuldstændigt.

Frem mod FN’s Generalforsamling i september 2025 tegner der sig et scenarie, hvor en gruppe vestlige lande for første gang taler med næsten én stemme om Palæstina. Hvis Storbritannien og Frankrig som ventet gennemfører deres anerkendelser, vil 4 ud af Sikkerhedsrådets 5 permanente medlemmer, Frankrig, Storbritannien, Rusland og Kina, stå samlet om at anerkende Palæstina. Kun USA vil stå tilbage isoleret i modstand. I praksis kan Washington stadig blokere fuldt FN-medlemskab til Palæstina via sit veto. Men det diplomatiske landskab vil være ændret: Når nære USA-allierede “indhenter det globale syd” i FN-regi, bliver det sværere for Israel at afvise det pro-palæstinensiske flertal som irrelevant. Som FN-analytikeren Richard Gowan udtrykker det, så betyder det noget, netop fordi store amerikanske allierede nu “kommer på linje med det meste af det globale syd i spørgsmålet om Palæstina”.

Anerkendelserne føjer sig til andre initiativer – såsom forbud mod våbenhandel med Israel fra enkelte EU-lande – og nogle europæiske lande har erklæret flere israelske ministre uønskede. Holland har opført Israel på listen over lande, der udgør en sikkerhedstrussel, og EU debatterer nu en suspendering af handelsaftalen.

Men det er langt fra nok. EU bør omgående suspendere associeringsaftalen og standse al direkte og indirekte våbenhandel med Israel. Og hvis der mangler inspiration, kan EU blot kigge på de 18 sanktionspakker, de har indført mod Rusland.

Hvad betyder alt dette for palæstinenserne?

Set med palæstinensiske øjne er anerkendelsesbølgen et længe ventet, men også ambivalent skridt. Den formelle anerkendelse sender et symbolsk signal: at Palæstina findes, ikke bare som en geografisk eller historisk størrelse, men som en politisk aktør. Det styrker i princippet palæstinensernes status i internationale fora og i fremtidige forhandlinger. Men ingen er naive. Mange palæstinensere ser også, at anerkendelsen fra visse lande først og fremmest tjener disse landes egne interesser – som en moralsk markering eller en afledningsmanøvre snarere end reel opbakning til konkret forandring.

Der er derfor en udbredt forståelse af, at anerkendelser i sig selv ikke stopper besættelsen, folkedrabet eller blokaden. De ændrer ikke situationen på landjorden, hvor Israel fortsat udvider sine ulovlige bosættelser, stjæler jord og nægter millioner af palæstinensere deres rettigheder. Mange frygter, at Vesten med et pennestrøg forsøger at rense sin samvittighed uden at tage fat på det egentlige ansvar: at stille Israel til regnskab.

For Danmark og Mette Frederiksen rejser udviklingen spørgsmålet: Vil vi være blandt de sidste, der holder igen? Som tingene skrider frem mod FN-topmødet, kan presset for at skifte standpunkt meget vel tiltage. Hverken Tyskland, Italien eller USA har endnu rykket sig, men selv disse tungeste allierede står nu relativt alene i Vesten. Med en potentiel “anerkendelses-tsunami” på vej i New York må Danmark afgøre, om man vil ride med på bølgen eller stå tilbage på sidelinjen, mens historien ruller forbi. Valget får betydning, for Danmarks internationale position, for Mette Frederiksens og Lars Løkke Rasmussens politiske eftermæle, og ikke mindst for de principper om fred og selvbestemmelse, som hele spørgsmålet om Palæstinas anerkendelse i sidste ende handler om.