Aktivisme

Palæstina Kulturdag i Århus: Et vindue til en rig kulturarv

På en solrig dag i Aarhus blev Palæstina Kulturdag afholdt med stor opbakning og fremmøde.

Puls48

Arrangørerne oplyser, at der var cirka 1000 besøgende ved Palæstina Kulturdag.

Fotograf: Simon Ghomri 

Udgivet af: Mariam Ibrahim

Dagen var dedikeret til at fremvise og formidle Palæstinas kunst, kultur og historie og blev organiseret af antropolog Ulrik Høj Johnsen, kulturformidler Shayma Najjar og journalist Ole Jessen, der også er en del af Palæstina Festival.

Arrangementet var et forsøg på at skabe større bevidsthed om palæstinensisk kultur blandt danskere og samtidig afspejle det unikke forhold, mange palæstinensere har til deres hjemland.

Ulrik Høj Johnsen, der til daglig arbejder som museumsinspektør i Aarhus, deltog som arrangør med en dyb personlig og faglig forbindelse til Palæstina. Hans rejse med Palæstina begyndte for mange år siden, da han skrev sit speciale om herboende palæstinenseres erindringer om Palæstina.

For de fleste af dem er Palæstina et land, de aldrig har oplevet,” forklarer Høj Johnsen. “Jeg fandt det fagligt utrolig interessant, hvordan man kan huske et land, som man aldrig har besøgt. Det peger på de stærke fortællinger, som omfatter Palæstina som et tabt hjemland.

Denne erindringskultur, der definerer en generation af palæstinensere i eksil, var med til at inspirere Høj Johnsen til at skabe en platform, hvor det bredere danske publikum kunne få indsigt i den rige og mangefacetterede palæstinensiske kultur.

Men det var Israels krig mod Gaza, der begyndte sidste år, der tændte gnisten til at skabe Palæstina Kulturdag. “Grundstenen til Palæstina Kulturdag blev lagt i kølvandet på de frygtelige begivenheder i Gaza. Det blev klart, at der var et behov for at skabe større forståelse for konfliktens baggrund og palæstinensisk kulturhistorie, noget der ofte får trange kår i den danske mediedækning,” fortæller Høj Johnsen.

Jessen supplerer med: “Vi vil gerne fortælle et mere nuanceret billede af Palæstina og palæstinenserne. Ofte i pressen handler det om, at de bliver dræbt eller om krig.”

Vi vil give et nuanceret billede, så man forstår, at det er mennesker, det handler om. Det er mennesker, der har en hverdag, problemer, glæder, sorger og liv, som alle andre mennesker i verden

fortsætter Jessen og understreger arrangementets kulturelle fokus.

En dag for kunst, kultur og brobygning

Palæstina Kulturdag adskiller sig fra andre kulturelle arrangementer ved at have et bevidst fokus på at undgå politiske dagsordener. “Vi ville ikke lave et politisk arrangement, men snarere en platform for kunst og kultur om og fra Palæstina,” understreger Høj Johnsen.

Dagen bød på en bred vifte af aktiviteter, der formidlede palæstinensisk kultur på forskellige måder.

Fra poesioplæsninger og musik til workshops og kunstudstillinger var det en fejring af kultur, trods den igangværende israelske krig mod Gaza og de daglige voldsomme angreb på det besatte Jerusalem.

Shayma Najjar, der også var med til at organisere dagen, har en kandidatgrad i kulturformidling og brænder for at præsentere palæstinensisk kultur i Danmark.

Jeg har været med til at arrangere dette event, fordi jeg gerne vil sætte fokus på den palæstinensiske kunst og kultur og ikke mindst på den kulturarvshistorie, der er forbundet med kunsten, fortæller Najjar.

Hun fremhæver også de mange forskellige aktiviteter, der blev tilbudt i løbet af dagen: “Vi har et sceneprogram med poesioplæsning, musikoptræden af Nours musikorkester, som synger blandt andet palæstinensiske folkesange, og en teaterforestilling om det at være dansk-palæstinenser.”

Et særligt højdepunkt på dagen var udstillingen af palæstinensisk kunst og genstande, der indfangede landets rige kulturhistorie.

“Vi har plancheudstillinger og en genstandsudstilling, som Høj Johnsen, Eva Ladekjær Larsen og jeg har udviklet teksterne til.

Gennem disse udstillinger ønsker vi at formidle historien bag værkerne, så publikum kan få en dybere forståelse af, hvad der ligger bag de udstillede genstande,” forklarer Najjar.

På trods af de barske realiteter, der præger Palæstina i dag med den igangværende israelske krig mod Gaza, var det vigtigt for arrangørerne at skabe et arrangement, der fokuserede på det positive og opbyggelige ved palæstinensisk kultur.

Det her er en fejring af Palæstinas kultur og traditioner, siger Høj Johnsen. Det er pragtfuldt at se så mange mennesker komme og glædes over de ting, vi ser i dag, på trods af alt det frygtelige, som foregår lige nu i Palæstina.

Denne fejring af kultur blev understøttet af den varme og mangfoldighed, som arrangementet præsenterede. Foruden kunst og musik var der også workshops for børn og en bod, der solgte traditionelle palæstinensiske retter.

“Vi har en drageworkshop for børn, og vi har boder, der sælger palæstinensiske retter, som vi også formidler kulturhistorien bag,” forklarer Najjar.

“Vi vil vise, at palæstinensisk kultur er mere end det, man hører om i nyhederne. Det er en rig og mangfoldig kultur, der har meget at byde på.”

Et håb om større forståelse

Arrangørerne bag Palæstina Kulturdag håber, at dette kun er begyndelsen. Med en vellykket debut håber Høj Johnsen, Jessen og Najjar at kunne gentage arrangementet årligt og derved fortsætte med at sprede kendskab til palæstinensisk kultur i Danmark.

Vores mål er at skabe en forståelse for, hvad det vil sige at være palæstinenser, ikke kun gennem de politiske linser, men gennem kulturen, siger Høj Johnsen. Kunst og kultur kan være brobyggere, der skaber forståelse på tværs af grænser og forskelligheder.

For Najjar handler det om at vise, at palæstinensisk kultur er levende og dynamisk.

Jeg ønsker, at folk går herfra med en fornemmelse af, at palæstinensisk kultur er noget, der eksisterer lige nu, og at det ikke kun er fortidens kulturarv. Palæstinensisk kunst og kultur lever og blomstrer, og det er det, vi ønsker at vise med Palæstina Kulturdag.

Jessen supplerer:

Vi fortæller rigtig meget om den rige kultur, som er i Palæstina. Som palæstinensere er gået i dybden med det. Vi forklarer om de forskellige traditioner og ting, som Palæstinas kultur består af, hvilket giver et mere alsidigt og nuanceret billede af, hvad en palæstinenser er.

 

 

Køb abonnement hos Puls 48 eller støt via mobilepay: 18459

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.

Debatindlæg

Debatindlæg

Puls 48 Anbefaler
Følg os på:

Vi samarbejder med et stort netværk af journalister, der sikrer nøjagtig og aktuel dækning fra de mest essentielle steder og begivenheder. Vores ambition er at dække de historier, der fortjener opmærksomhed, og præsentere faktuel nuanceret indsigt.

Tak, du er nu tilmeldt puls48 nyhedsbrev

Vær med til at skabe en mere nuanceret og retfærdig fortælling om Palæstina.