Først hævdede Israel, at konvojen manglede forudgående koordinering og ikke havde tændte forlygter eller nødlys. Men da verificerede optagelser fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) blev offentliggjort, hvor det var tydeligt, at deres ambulancer var klart markerede og kørte med blinkende lygter, blev den israelske forklaring trukket tilbage. Herefter indrømmede det israelske militær, at deres første forklaring var forkert – og viste det sig senere – en direkte løgn.
Ifølge Reuters og Politico har de modstridende forklaringer og den visuelle dokumentation “rejst alvorlige spørgsmål om militærets handlinger” og ført til krav om en uafhængig undersøgelse. The Guardian har omtalt angrebet som ”en skræmmende krigsforbrydelse”. Kombinationen af Israels offentlige indrømmelse og den afslørende dokumentation peger på en overtrædelse af international humanitær ret og på et ansvar, der ikke længere kan ignoreres.
De 15 nødhjælpsarbejdere – otte fra PRCS, seks fra det palæstinensiske civilforsvar og én FN-ansat – blev dræbt af israelske soldater, mens de deltog i en redningsaktion i Rafah i det sydlige Gaza, hvor Israel netop havde bombet.
Den israelske udenrigsminister Israel Katz bekræftede offentligt den 31. marts, at israelske styrker stod bag angrebet. Han udtalte, at israelske tropper åbnede ild mod en række køretøjer i Rafah, herunder ambulancer og brandbiler, da køretøjerne efter sigende ankom til området uden, at det var koordineret og uden lys og sirener. Udtalelsen blev gengivet i internationale medier og udgjorde den første officielle anerkendelse af, at de israelske forsvarsstyrker (IDF) stod bag drabene.
Men den forklaring faldt hurtigt fra hinanden.
Den 6. april offentliggjorde PRCS en videooptagelse, som vendte op og ned på Israels version. Optagelsen, der blev fundet på én af de dræbte nødhjælpsarbejderes telefon, viser konvojen med ambulancerne, der er tydeligt markerede med PRCS-logoer, tændte nødlys og sirener. Den voldsomme video viser samtidig, hvordan konvojen bliver beskudt.
Israel hævdede oprindeligt, at soldaterne skød på ”terrorister” i ”mistænkelige køretøjer”, men optagelserne viser tydeligt markerede ambulancer. Samtidig dokumenterer videoen, at nødhjælpsarbejderne bar uniformer og medicinsk udstyr. Der var ingen synlige våben eller militant aktivitet. Den israelske forklaring var dermed ikke blot mangelfuld – den viste sig at være decideret usand.
Da videooptagelserne blev offentliggjort, ændrede den israelske hær kurs. En talsmand for IDF medgav, at oplysningerne i den første forklaring ikke var korrekte: ”Det, som vi i øjeblikket forstår, er, at den person, som gav den første forklaring, tager fejl.” Israel har siden lovet en intern undersøgelse. Men skaden er sket: Israel har anerkendt, at de åbnede ild mod ambulancer – og at forklaringen på hvorfor, var usand.
Ligene af otte palæstinensiske sundhedsarbejdere, der blev dræbt af Israel, er blevet fundet i en grav i Gaza.
Den 31. marts rapporterede flere internationale medier herunder Reuters, AP og The Guardian, at ligene af de 15 nødhjælpsarbejdere blev fundet i en massegrav i Rafah. PRCS meddelte, at flere af ofrene stadig bar deres uniformer og handsker, og at ambulancerne var smadrede og også forsøgt begravet. Flere af ofrene blev fundet med bundne hænder og fødder, og med tydelige skudhuller på kroppen og hovedet:
Ifølge Associated Press var fundet baseret på oplysninger indsamlet af PRCS og FN-ansatte i området.
Ulrik Graff, chefkonsulent ved Center for Operativ Folkeret under Forsvarsakademiet, har vurderet sagen og har den 6. april med skarp tydelighed i P1 Morgen udtalt følgende:
Det, vi ser, er en helt, helt ganske alvorlig krigsforbrydelse.
Sagen om de 15 dræbte nødhjælpsarbejdere stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt international lov og orden reelt har evnen og viljen til at reagere, når beskyttelsen af specifikke humanitære aktører tilsidesættes.
Israels indrømmelse af angrebet og de beviste usandheder i deres oprindelige forklaring – dokumenteret med en video og bekræftet af egne udtalelser – gør det vanskeligt at tale om en militær fejltagelse.
Det er nu op til verdenssamfundet – herunder Danmark – at bevise, at folkeretten ikke er et princip, man kun påberåber sig, når det er praktisk bekvemt. Hvis Danmark vil være en troværdig retsstat og humanitær aktør, må regeringen og Folketinget klart og tydeligt tage stilling. En offentlig fordømmelse er ikke nok – der må kræves fordømmelse, ansvar, uafhængig undersøgelse og konsekvenser.
Det internationale samfund står nu med en alvorlig opgave: At vise, at det er folkeretten – og ikke krigsforbrydelser – der gælder.
