I en ny rapport fra FN’s højkommissær for menneskerettigheder, offentliggjort tirsdag, fastslår FN, at udvidelsen af de ulovlige israelske bosættelser er “dramatisk”, og at tvangsfordrivelsen af palæstinensere er større end nogensinde.
“Fordrivelsen af over 36.000 palæstinensere på den besatte Vestbred repræsenterer en massefordrivelse af palæstinensere på et niveau, vi aldrig tidligere har set, hvilket indebærer en ulovlig forflyttelse, som er forbudt i henhold til folkeretten,” hedder det i rapporten fra kontoret for FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk.
FN-kontoret vurderer, at Israel har som mål at tvangsfordrive befolkningen permanent, og FN advarer om etnisk udrensning.
Seksuelt overgreb
Så sent som mandag skrev den israelske avis Haaretz om, hvordan maskerede israelske besættere i weekenden gik til angreb på det palæstinensiske lokalsamfund Khirbet Humsa.
Øjenvidner fortæller, hvordan besætterne midt om natten stormede byen, trak folk ud af husene og derefter bandt, slog og krænkede dem på forskellige måder. Selv små piger blev slået, og en palæstinensisk mand blev udsat for grove seksuelle overgreb foran sin familie, oplyser de til avisen. Overgrebene stod på i en time.
Flere menneskerettighedsaktivister var til stede under angrebet, og to af dem, to kvinder, måtte evakueres sammen med fire mandlige beboere for at få lægehjælp.
FN’s menneskerettighedskontor fastslår, at fordi ingen straffes for besættervolden, opmuntrer det til mere chikane og vold mod palæstinensere.
Israel spiller nøglerolle
FN-rapportens konklusioner gælder en periode på tolv måneder frem til 31. oktober sidste år. Her dokumenterer FN, at volden mod palæstinensere er stigende, både fra besættere og israelske soldater.
“Besættervolden fortsatte på en koordineret, strategisk og stort set uanfægtet måde, med israelske myndigheder i en nøglerolle, når det gælder at styre, deltage i eller muliggøre denne adfærd,” står der i rapporten.
Ifølge rapporten har Israel godkendt eller igangsat byggeri af 37.000 ulovlige boliger til besættere i det besatte Jerusalem og næsten 27.000 i resten af den besatte Vestbred.
Türk kræver en øjeblikkelig standsning af udbygningen af de ulovlige bosættelser, fjernelse af besætterne og en afslutning på Israels besættelse.
Volden eskalerer
Siden oktober sidste år har Israel intensiveret forsøget “for at tage så meget palæstinensisk land som muligt med så få palæstinensere som muligt”, siger Ajith Sunghay, chef for højkommissærens kontor på den besatte Vestbred, på et pressemøde i Genève.
Han tilføjer, at israelske soldater fortsætter med at dræbe palæstinensere uden at blive straffet i daglige angreb over hele den besatte Vestbred og skærper begrænsningerne på palæstinensernes bevægelsesfrihed, så de mister adgang til sundhedsydelser, arbejde, uddannelse og andre grundlæggende tjenester.
“Samtidig hærger israelske besættere, ofte bevæbnede, helt ustraffet og fordriver den ene palæstinensiske familie efter den anden fra deres land,” siger han.
Der blev i perioden registreret 1.732 tilfælde af besættervold mod 1.400 i den foregående tolvmånedersperiode.
1.071 palæstinensere er blevet dræbt på den besatte Vestbred af israelske soldater og besættere siden begyndelsen af Israels folkedrab i Gaza den 7. oktober 2023 og frem til 15. marts i år, ifølge FN. 233 af dem var børn under 18 år.