Bag ethvert dødstal, findes et menneske med et navn.
Palæstinainitiativet Svendborg inviterer til mindehøjtidelighed, d. 12. september ved pladsen foran Sct. Nikolais Kirke. Mindehøjtideligheden varer 10 timer og starter kl 14.00 med de ofre, som endnu ikke var fyldt 1 år, da de mistede livet til folkemordet i Palæstina.
Johan, som er aktivist i Palæstinainitiativet, udtaler sig her om aktionen:
”Vi begynder ved de, af folkemordets ofre, der endnu ikke var fyldt et år før Israel tog livet fra dem. Med det afsindige antal menneskeliv som Israel har taget, ved vi allerede nu, at de navne vi kan nå at læse op i løbet af mindehøjtidelighedens 10 timer, alle vil være navne på børn”.
Oplæsningen er planlagt til at foregå uden afbrydelse i det afsatte tidsrum.
”Skiftevis læser vi ofrenes navne højt og skriver dem op for sammen at ære de liv, som på så grusom og uretfærdig vis er blevet taget af Israels krigsmaskine”.
En anden aktivist fra Palæstinainitiativet, Nicoline, udtaler sig om bevæggrundene bag aktionen:
”De dødstal man hører om, fra Israels folkemord er ufattelige og stiger hele tiden. Der bliver slået et barn ihjel i Gaza hvert 45. minut. Bag hvert et tal blandt folkemordets ofre er et menneske med et navn. Vi vil gerne mindes ofrene for folkemordet ved at læse deres navne højt i byrummet”.
Mindehøjtideligheden finder sted mellem kl. 14.00-24.00. Ønsker du at være med til at læse op kan du henvende dig til Palæstinainitiativet Svendborg på Soli@sydfyn.email.