Kom til finissage i udstillingen “Hvad bliver der af Eid?”. Poetiske tekster og 46 malerier skabt af børn i Gaza.
Udstillingen er produceret i samarbejde med Tamer Institute for Community Education og Det Danske Hus i Palæstina og består af 46 malerier skabt i perioden 2021-2025.
Til finissage d. 6.juni opretter rum46 kl. 14 en online forbindelse til Tamer Institute for at høre instituttets refleksioner om værkerne, en af de workshop ledere der var med til at lave malerierne med børnene vil også være med i denne online talk. Her kan man høre mere om Tamer Institutes psykosociale indsats og tilblivelsen af udstillingen.
Tamer Institute og Det Danske Hus i Palæstina har arbejdet sammen i mange år om at skabe kreative åndehuller for børn i Palæstina, hvor de får mulighed for at bearbejde deres oplevelser. Gennem deres psykosociale arbejde laver de små oaser af normalitet i en ubeskrivelig virkelighed præget af vold, undertrykkelse og tab. Retten til at være barn og til at udtrykke sig frit er afgørende for den mentale sundhed – også i Palæstina.
I de 46 malerier træder en virkelighed frem, hvor krig, fordrivelse og død er en del af hverdagen. Motiver af ødelagte hjem, vold og tab vidner om de erfaringer, som børnene bærer på. Samtidig viser værkerne, hvordan børnene fastholder en måde at se på, som insisterer på liv, handlekraft og muligheden for at vende hjem til et sted uden kolonimagtens vold. Malerierne summer af kraft og stilfærdig modstand gennem leg, hverdagsliv og daglige handlinger.
Udstillingen rummer også poetiske tekster og bøger skrevet af børnene, som kan læses i udstillingen. Flere skoleklasser fra Aarhus har allerede besøgt udstillingen, hvor eleverne har haft online samtaler med Mira Samara fra Tamer Institute for Community Education i Ramallah om børnenes arbejde, hverdagsliv og de pædagogiske og kulturelle aktiviteter, som instituttet organiserer under ekstremt vanskelige forhold.
“Vi er glade for at folk i Danmark får mulighed for at opleve de her vidnesbyrd i børnehøjde. Udstillingen er en sjælden mulighed for at komme bag om avisoverskrifterne og lytte direkte til Gazas børn.” – Frederik Nielbo, kommunikationschef, DHIP
“Hvad bliver der af Eid?” er kurateret af Hana Irshaid i 2023, som er bosat på Vestbredden og faciliteret af Matilde Mørk og Jonas Koefoed Wagner i Aarhus. Udstillingen er præsenteret i Danmark af Det Danske Hus i Palæstina, hvor værkerne sidste år blev vist for første gang uden for Palæstina. Nu vises udstillingen så her i Aarhus hos Rum46. Kom og se dem en sidste gang.
Udstillingen “Hvad bliver der af Eid?” er blevet til med støtte fra 1. Maj-Fondet og Aarhus Kulturudviklingspulje.
Praktisk information
“Hvad bliver der af Eid?”
Rum46, Aarhus, Studsgade 46, 8000 Aarhus C
Online samtale med Tamer Institute til finissage kl. 14
Udstillingsperiode: 9. maj – 6. juni 2026
Åbningstider: onsdag-fredag kl.
13-17 og lørdag kl. 13-16