Den amerikanske valgdag bringer ikke nødvendigvis håb om forandring for palæstinenserne. Uanset om det er Kamala Harris, som potentielt tager over fra Biden, eller Donald Trump, der vender tilbage til Det Hvide Hus, ser ingen af de to kandidater ud til at bryde den mangeårige amerikanske opbakning til Israel. Denne opbakning manifesterer sig i både militær, diplomatisk og økonomisk støtte, som har muliggjort Israels fortsatte besættelse af palæstinensiske områder samt en systematisk undertrykkelse af det palæstinensiske folk og en brutal krigsførelse mod Gaza.

Kamala Harris, der har stået tæt på Biden og har været loyal over for hans udenrigspolitiske linje, har nægtet at tage afstand fra USA’s militære støtte til Israel. Harris har ganske vist udtrykt en vis empati for de humanitære lidelser, som palæstinenserne gennemgår, men hun har aldrig direkte udfordret det grundlæggende i Bidens pro-israelske politik. Denne holdning understøtter fortsat de ulige magtstrukturer, der giver Israel frihed til at handle uden frygt for internationale konsekvenser.

Denne tilbageholdenhed viser Demokraternes dilemma: selv med en voksende støtte til palæstinensiske rettigheder blandt amerikanske vælgere, særligt i de progressive kredse, er partiet tilbageholdende med at tage klare politiske skridt, der kan skade deres alliancer. For palæstinenserne betyder dette, at en Harris-administration ikke nødvendigvis vil bringe nye politiske løsninger på bordet. Harris kan måske tale om ”fredsbestræbelser” og en ”to-statsløsning”, men de konkrete skridt til at begrænse Israels krigshandlinger – som for eksempel våbenembargo eller diplomatisk pres – er usandsynlige. Bidens ubetingede støtte har bidraget til, at den israelske regering frit kan forfølge sine militære strategier i Gaza uden frygt for konsekvenser fra USA, strategier som indebærer etnisk udrensning af det nordlige Gaza og fortsættelse af det igangværende folkedrab i Gaza. Den amerikanske støtte til Israel forværrer ikke alene den humanitære katastrofe, men bidrager aktivt til at opretholde en apartheid, hvor palæstinenserne nægtes basale rettigheder og beskyttelse.

Trump: En forstærkning af Israels position

På den anden side står Donald Trump, som under sin første præsidentperiode ikke alene støttede Israel, men aktivt forstærkede landets position gennem konkrete politiske handlinger. Trump flyttede den amerikanske ambassade til Jerusalem, anerkendte israelsk suverænitet over Golanhøjderne og støttede åbent Israels bosættelser på den besatte Vestbred – handlinger, der blev opfattet som en de facto godkendelse af Israels kontrol over besatte palæstinensiske områder. Trump er også kendt for sit “Project 2025” og “Project Esther,” udviklet af den konservative tænketank Heritage Foundation, som har til formål at kriminalisere palæstinensisk solidaritetsaktivisme i USA og skabe juridiske og politiske barrierer for støtte til palæstinensiske grupper. Hvis Trump genvinder præsidentposten, er det sandsynligt, at sådanne projekter vil blive implementeret, hvilket kan svække palæstinensisk solidaritet og protestbevægelser yderligere. Disse projekter er en del af en større strategi for at undertrykke enhver kritik af Israels politik, hvilket truer fundamentale frihedsrettigheder som ytringsfrihed og retten til at organisere sig.

Et valg uden håb om reel forandring

Begge kandidater repræsenterer dermed en dyb skuffelse for palæstinenserne. Valget står mellem en tilbagevenden til Trumps ubetingede støtte til Israel og en potentiel Harris-administration, som måske kun udviser en overfladisk humanitær bekymring uden reelle ændringer. For palæstinenserne og deres allierede, som kæmper for rettigheder og anerkendelse, er det amerikanske valg i dag derfor endnu et dystert kapitel. Håbet om en præsident, der vil lægge pres på Israel og adressere de strukturelle uretfærdigheder, som palæstinenserne oplever, er svagt. Der er en voksende frustration over, at selv de fremskridt, den pro-palæstinensiske bevægelse har gjort i USA, ikke fører til konkrete politiske ændringer. Sympatien for palæstinensiske rettigheder stiger blandt almindelige amerikanere, men deres stemmer overskygges stadig af de etablerede politiske strukturer og alliancer. Uanset om præsidenten til januar hedder Harris eller Trump, er der ingen klar vej til retfærdighed for palæstinenserne, som fortsat må kæmpe mod en amerikansk udenrigspolitik, der i sidste ende altid vægter Israels interesser højere.