Hver dag bliver der rapporteret om dræbte palæstinensiske børn – både på den besatte Vestbred og, i særdeleshed, i Gaza. Alene siden den 18. marts 2025, hvor Israel valgte at bryde våbenhvilen og genoptage folkedrabet, er mindst 270 palæstinensiske børn blevet dræbt i Gaza.

Næsten 18.000 palæstinensiske børn er blevet dræbt af Israel siden begyndelsen af folkedrabet i Gaza. Hver og én bar på en drøm.

De ville være journalister og fortælle verden sandheden. De ville være læger, der redder liv, lærere, der giver håb, og håndværkere, der ville genopbygge Gaza. Nogle drømte om at blive fodboldspillere og løbe frit over grønne baner. Andre havde endnu ikke sat ord på deres drømme.

Og midt i alle drømmene var der én, de delte: ønsket om bare at få lov til at være børn.

Men i Gaza får børn ikke lov til at drømme.

De går barfodet gennem ruinerne med støv i håret og sorgen i øjnene. De bærer på deres små søskende og minderne om det, de har mistet. Der findes ingen sikre steder, intet stille rum. Kun bevægelse: flugt, drab, flugt igen. Kampvogne ruller gennem smalle gyder. Bomber regner ned fra himlen. Droner summer over dem – klar til at slå til.

Vi har set deres ansigter. Nogle er dækket af aske og tavse af chok. Andre råber navne ud i støvet – navne, der aldrig svarer igen. Ensomme børn vandrer rundt blandt gravene, som om de leder efter et hjem, de ikke længere har.

Mange er ikke længere andet end et nummer. Et navn skrevet med kuglepen direkte på huden, så nogen måske kan finde ud af, hvem de var, hvis de også bliver dræbt af den israelske dræbermaskine.

For i Gaza bliver barndommen betragtet som en trussel. I dette folkedrab bliver selv drømme set som farlige.

Og derfor bliver palæstinensiske børn dræbt.