Israel har siden 2. marts nægtet nødhjælp og forsyninger adgang til Gaza. Den 16. april gentog forsvarsminister Israel Katz, at blokaden fastholdes – uanset de humanitære konsekvenser.

“Israels politik er tydelig – ingen humanitær hjælp vil blive tilladt i Gaza,” udtalte han.

Denne beslutning er ikke alene brutal i sin konsekvens – den er også i direkte strid med international humanitær folkeret. Katz har åbent erklæret, at ingen nødhjælpsforsyninger – hverken mad, medicin eller brændstof – vil få adgang til Gaza, under påskud af at lægge pres på Hamas. Med andre ord: Hele Gazas civilbefolkning på over to millioner palæstinensere, hvoraf halvdelen er børn, bruges fortsat som politisk forhandlingsbrik. Det er ikke bare kynisk. Det er ulovligt.

Ifølge folkeretten – og specifikt den fjerde Genèvekonvention – har en besættelsesmagt pligt til at sikre befolkningens adgang til nødvendige forsyninger, herunder nødhjælp. Israel er besættelsesmagt i Gaza og har derfor pligt til at sikre adgang til humanitær hjælp for civilbefolkningen.

Hertil kommer Romstatuttens klare bestemmelser om, at det er en krigsforbrydelse at bruge sult som en metode i krigsførelse. Israel har nu offentligt erkendt, at det gør netop dét.

Reaktionerne fra internationale organisationer har ikke ladet vente på sig. Den israelske menneskerettighedsorganisation Gisha har kaldt blokaden en krigsforbrydelse og kritiserer samtidig den israelske højesteret for at nægte at tage stilling til spørgsmålet om nødhjælpens adgang. Læger uden Grænser har beskrevet Gaza som en “massegrav” og understreger, at der ikke længere findes sikre steder for hverken civile eller nødhjælpsarbejdere. Røde Kors’ præsident advarer om, at felthospitaler vil løbe tør for forsyninger inden for få dage. Seks FN-organisationer har i en sjælden fælles udmelding erklæret, at situationen i Gaza er ekstrem: Mere end to millioner palæstinensere er bombet, udsultet og fanget, mens nødhjælpslastbiler står ubrugte ved grænserne.

Det, der foregår, er ikke en forhandlingsstrategi. Det er kollektiv afstraffelse – en handlingstype, som Genèvekonventionen forbyder udtrykkeligt. At nægte nødhjælp med henvisning til en politisk målsætning er en åbenlys krigsforbrydelse.

Det internationale samfund bør reagere langt mere markant, end det hidtil har gjort. Når Israel med fuldt overlæg og åbent erklæret intention nægter adgang til basale, livsnødvendige midler for en hel befolkning, er det ikke bare en moralsk forpligtelse – det er en juridisk nødvendighed at handle. Danmark bør være blandt de lande, der går forrest. Det handler ikke kun om vores troværdighed som et land, der hævder at stå for menneskerettigheder, men om folkerettens fremtidige gyldighed. Hvis reglerne ikke gælder, når de brydes i fuld offentlighed – hvorfor skulle de så gælde nogen steder?

Der er ikke længere tvivl om, hvad der sker i Gaza. Der er kun tvivl om, hvem der tør sige fra.