Amnesty International har konkluderet, at Israel har begået og fortsætter med at begå folkedrab. Den Internationale Domstol har taget sagen videre med Sydafrikas folkedrabssag mod Israel med begrundelsen, at der er en risiko for folkedrab i Gaza.

På trods af omfattende dokumentation, der viser Israels systematiske angreb på civile, destruktion af livsnødvendig infrastruktur og dehumaniserende retorik, har mange statslige aktører undladt at anerkende disse handlinger som folkedrab. Denne mangel på anerkendelse udgør en aktiv eller passiv form for folkedrabsbenægtelse.

Folkedrabsbenægtelse som en strategisk handling

Folkedrabsbenægtelse kan foregå på flere niveauer, og i Israels igangværende folkedrab mod palæstinenserne i Gaza ser vi forskellige strategier, der har til formål at minimere eller afvise folkedrabet. Den første strategi involverer nedtoning af de dokumenterede handlinger gennem retorikken om selvforsvar. Israelske ledere og deres støtter har gentagne gange brugt narrativer om “Israels ret til selvforsvar” til at retfærdiggøre drabet på over 17.500 palæstinensiske børn, udslettelsen af sundhedssystemet, ødelæggelsen af uddannelsesinstitutioner og den totale belejring af Gaza, hvilket samlet set udgør alvorlige overtrædelser af folkeretten og Genève-konventionerne.

Dette skaber en diskurs, hvor folkedrab afvises som en relevant kategori, fordi fokus flyttes til Hamas’ angreb, hvor 1.139 blev dræbt, og ikke til konsekvenserne for den palæstinensiske civilbefolkning. Enhver kritik af Israel bliver automatisk betragtet som antisemitisk. Spørgsmålet er, om den zionistiske lobby er så stærk i Vesten og andre verdensdele, eller om denne folkedrabsbenægtelse udspringer af racisme og palæstinahad.

En anden strategi er at delegitimere folkedrabet ved at angribe kilderne. Organisationer som Amnesty International, Human Rights Watch og FN-organisationer bliver ofte beskyldt for at være anti-israelske eller politisk motiverede for dermed at skabe tvivl om troværdigheden af deres rapporter. Denne tilgang tjener til at underminere dokumentationen for folkedrab.

Den internationale benægtelse

På det internationale niveau manifesterer folkedrabsbenægtelse sig gennem stormagters undladelse af at bruge folkedrabsbegrebet. Flere ledere har sporadisk udtrykt bekymring over situationen i Gaza, men har undgået at betegne handlingerne som folkedrab. Dette kan forklares med politiske hensyn, især stormagternes interesser. USA, der historisk har været en meget stærk støtte af Israel, har aktivt blokeret initiativer i FN, der kunne føre til en officiel undersøgelse eller handling.

Den passive folkedrabsbenægtelse er også synlig i den måde, mange medier og regeringer rammesætter Israels igangværende folkedrab i Gaza. Fokus på Israels ret til selvforsvar overskygger konsekvenserne af dets handlinger, og der er en generel tilbageholdenhed med at stille kritiske spørgsmål om, hvorvidt folkedrab finder sted.

Konsekvenser af folkedrabsbenægtelse

Folkedrabsbenægtelse har alvorlige konsekvenser. Det skaber et miljø, hvor de ansvarlige for forbrydelser kan handle uden frygt for retsforfølgelse. Desuden underminerer det tilliden til det internationale samfund og de mekanismer, der er designet til at beskytte civile og forhindre folkedrab. Manglen på anerkendelse tillader volden at fortsætte og forværrer den humanitære katastrofe i Gaza.

Folkedrabsbenægtelse er ikke blot en mangel på handling – det er en aktiv strategi, der bruges til at skjule forbrydelser og underminere internationale standarder for ansvarlighed. I Gaza er denne benægtelse blevet et centralt redskab for både israelske og internationale aktører, som søger at undgå at blive stillet til ansvar for de ødelæggelser og tab, der udspiller sig dagligt.