Wesam Hamada, mor til den femårige Hind Rajab, der blev brutalt dræbt af israelske styrker, holdt den 31. januar under European Palestinian Network Conference i København en tale, der gjorde dybt indtryk på de fremmødte. I sin tale fortalte hun om de sidste timer i sin datters liv og rettede et direkte spørgsmål til verdenssamfundet om ansvar, tavshed og beskyttelsen af palæstinensiske børn.

Talen gengives her i sin fulde længde:

Mine damer og herrer,

jeg vil begynde uden nogen introduktion.

Den 29. januar 2024 blev min datter Hind Rajab fanget inde i en bil, under direkte beskydning.

Hind var et femårigt barn.

I den alder tænker børn ikke på politik og kender ikke betydningen af krig.

Det eneste, de kender, er frygt … og håbet om, at nogen vil komme og redde dem.

Hind døde ikke pludseligt.

Hind ventede.

Hun ventede på hjælp,

på at hendes råb skulle have betydning.

Hun sagde:

“Jeg er bange … kom og hent mig.”

Dette er ikke en litterær formulering.

Det er det sidste, et barn sagde,

som vidste, at hun måske ikke ville overleve.

Hun sagde en sætning, der rev mit hjerte itu:

“Mor, de lyver. Bliv hos mig!”

I det øjeblik indså jeg forræderiet.

En ambulance blev sendt til hende. Den nåede ikke frem. Den blev bombet.

Det betyder én ting:

Det var ikke tilladt at redde et liv.

I dag, to år senere,

står jeg ikke her for at fortælle jer en trist historie.

Jeg er her for at tale om ansvar.

Jeg vil stille et tungt spørgsmål:

Hvad er et menneskeliv værd, når man er palæstinenser?

For det, der skete med min datter Hind,

hvis det var sket et hvilket som helst andet sted,

ville have rystet verden.

Men det var i Gaza.

Og derfor fik tiden lov til at gå,

og forbrydelsen lov til at blive glemt.

Jeg beder jer om at forestille jer, blot i få sekunder,

omfanget af den smerte, som mødre i Gaza bærer, når de mister deres børn.

Forestil jer bitterheden i smerten,

når man ikke kan redde sit barn,

eller blot nå frem til dem,

eller vide, hvordan deres sidste øjeblikke var.

Denne smerte lever i mødre

hver eneste dag

og med hvert eneste åndedrag.

Det, der skete med Hind, er ikke blot en personlig historie.

Det viser, hvordan et barn kan blive efterladt til at dø for verdens øjne, uden ansvarlighed.

I lever i lande, der tror på retsstaten,

der underviser i menneskerettigheder

og underskriver aftaler om at beskytte børn.

Men Hind blev ikke beskyttet.

Det blev redderne heller ikke.

Sandheden blev heller ikke beskyttet.

Jeg bebrejder ikke verdens befolkning,

men jeg holder tavsheden ansvarlig.

Den tavshed, der gør forbrydelsen mulig

og gør dens gentagelse let.

At I er til stede her i dag

betyder, at I har valgt ikke at være tavse.

Og det er vigtigt.

Men det, der er endnu vigtigere, er, hvad der sker efter denne konference.

Vil Hind forblive blot et navn ved et arrangement?

Eller vil hun blive et vendepunkt?

Jeg beder ikke om det umulige.

Jeg beder om noget meget enkelt:

At livet for et palæstinensisk barn bliver beskyttet …

som var det jeres eget barns liv.

Hvis loven ikke kan redde et barn,

så er det en lov, der må holdes ansvarlig.

Og hvis verden kun handler, når offeret ligner dens egne børn,

så har verden brug for en ny samvittighed.

Hind er ikke længere her.

Men hendes historie er et ansvar.

Og et ansvar bevares ikke med ord,

men med handlinger!