Den 15. maj markeres mindedagen for al-Nakba, “katastrofen”. Begrebet bruges om den etniske udrensning af palæstinenserne i 1948, hvor 531 palæstinensiske landsbyer blev ødelagt, og omkring 750.000 palæstinensere blev fordrevet fra deres hjem og deres land.

Nakbaen var ikke blot et historisk overgreb. Den skabte en virkelighed, hvor millioner af palæstinensere fortsat lever som flygtninge uden ret til at vende tilbage til de hjem og landsbyer, de eller deres familier blev fordrevet fra.

Israel har aldrig tilladt de palæstinensiske flygtninge at vende tilbage og har aldrig givet dem retfærdighed. I dag støtter Israel bevæbnede besættere, der angriber og fordriver palæstinensere på den besatte Vestbred, samtidig med at Israel begår folkedrab i Gaza. Mindst 72.500 palæstinensere er blevet dræbt, mere end 170.000 er blevet såret, og omkring 1,9 millioner er blevet fordrevet. Hele samfund er blevet udslettet.

Det, vi ser i dag, er derfor al-Nakba al-mustamirra, den fortsatte Nakba.

For palæstinenserne er Nakbaen ikke kun et kapitel i historiebøgerne. Den lever videre i flygtningelejrene, i nøglerne til hjem, som familier stadig gemmer på, i landsbyer, der blev udslettet, og i børn, der vokser op under besættelse, belejring og bombardementer.

Nakbaen fortsætter, så længe palæstinensere nægtes retten til at vende hjem. Den fortsætter, når familier i Gaza tvinges fra den ene ruin til den næste. Den fortsætter, når palæstinensere på den besatte Vestbred får deres jord stjålet, deres hjem revet ned og deres liv gjort umuligt af besættelsen.

At mindes Nakbaen er derfor ikke kun at se tilbage. Det er at nægte at acceptere, at et helt folk kan fjernes, fordrives og umenneskeliggøres, mens verden ser til.