Mohammad Morad Ahmad Hoshiyeh, 12 år gammel fra Ramallah på den besatte Vestbred, var en dreng fuld af liv og drømme.

Hans passion for fodbold var enorm, og han drømte om en fremtid på banen.

Mohammad blev dog endnu en tragisk tilføjelse til den voksende statistik over palæstinensiske børn, der er blevet dræbt af israelske styrker og besættere det seneste år.

Han elskede at bruge sin fritid på en lille fodboldbane tæt på sit hjem.

Men usikkerheden og faren lurede altid. Det havde hans mor, Hanin Hoshiyeh, ofte mindet ham om. “Sådan er vilkårene under besættelse,” plejede hun at sige.

Hanin advarede ham ofte: “Hvis du ser [israelske] soldater, så kom straks hjem!”

Den 14. juni indtraf det, enhver forælder frygter mest.

Blot en uge før sin 13-års fødselsdag tog Mohammad til fodboldtræning – og vendte aldrig hjem igen.

Få meter fra sit hus blev Mohammad målrettet og koldblodigt skudt af israelske styrker. De skød ham direkte i maven, rapporterer The Guardian.

Optagelser viser Mohammad, skrækslagen, løbe ned ad en tom gade, jagtet af israelske styrker, mens han forsøgte at nå hjem til sin mor.

Kameraet fanger ikke selve skuddet, men viser Mohammad ligge blødende på jorden og kæmpe for at rejse sig, inden han kollapser.

Vidner oplyser, at de israelske styrker forhindrede lægerne i at nå frem for at hjælpe ham.

Han forblødte i 20 lange minutter på den kolde jord.

Paramedicinere fortæller, at det er almindelig praksis, at israelske styrker blokerer sundhedspersonale fra at hjælpe børn, de har skudt og såret.

Mohammad døde otte dage senere på hospitalet.

“Vi brugte 12 år på at opfostre vores barn,” sagde Hanin grådkvalt. “Han var lige begyndt at vokse op, da de [israelske styrker] afsluttede hans liv.”

Mohammads far, Murad Hoshiyeh, ønsker, at de israelske soldater, der skød og dræbte hans søn, stilles for retten. Men han kan ikke engang få tilladelse til at passere de israelske kontrolposter for at indgive en sag, oplyser The Guardian.

“Dette er total undertrykkelse. Forestil dig, hvis det var omvendt. Hvis de [israelerne] bare hørte, at nogen ville skade et af deres børn, hvad ville de så gøre?!” spurgte han oprevet.

I dag er familiens stue forvandlet til et hjerteskærende mindesmærke for Mohammad.

Hans fodboldstøvler står under et indrammet portræt, omgivet af en Rubik’s Cube og et modelfly, han vandt for sine topkarakterer i tredje klasse.

Målmandshandskerne og hans elskede Real Madrid-trøje pryder også rummet som et stille vidnesbyrd om hans drømme og håb, der nådesløst blev afbrudt af Israels brutalitet og besættelse.

Alt, hvad der engang var fyldt med liv og håb, står nu som en tragisk påmindelse om en lille dreng, hvis fremtid aldrig blev realiseret.