I dag er det 1.000 dage siden begyndelsen på Israels folkedrab i Gaza.

FN’s særlige rapportør for det besatte Palæstina, Francesca Albanese, advarede allerede i en tekst bragt i Le Monde diplomatique den 31. marts 2026 om en velorkestreret kampagne mod hende og hendes mandat.

I teksten svarer Albanese på, at vestlige ledere har krævet hendes afgang på baggrund af udtalelser, hun aldrig er kommet med. Hun peger samtidig på, at angrebene mod hende hænger sammen med hendes arbejde med at dokumentere Israels besættelse, overtrædelser af international ret og folkedrab i Gaza.

“I over to år har mit arbejde været genstand for nøje orkestrerede angreb, som er blevet stadig mere aggressive.

Den 8. februar angreb et fransk parlamentsmedlem mig personligt på grund af afklippede citater, som fik det til at lyde, som om jeg havde sagt, at Israel ‘er menneskehedens fælles fjende’, selv om min tale i virkeligheden rettede sig mod de lande, der bevæbner Israel, samt mod medierne og de algoritmer på sociale medier, som har forstærket det folkedrabsfremmende budskab.

Uden at kontrollere, hvad jeg faktisk havde sagt, eller undersøge fakta, spredte Frankrigs udenrigsminister Jean-Noël Barrot straks disse anklager internationalt og fordømte udtalelser, jeg aldrig var kommet med, som ‘skandaløse og skyldspådragende’. Samtidig meddelte han, at Frankrig ville henvende sig til FN’s Menneskerettighedsråd for at kræve min afgang. Hans italienske, tyske og tjekkiske kolleger fulgte efter uden heller at foretage de mest basale kontroller, som deres embede kræver. Den 19. februar gentog Frankrigs premierminister Sébastien Lecornu offentligt det samme krav.

Kritik hører med til ethvert offentligt hverv, især når det handler om menneskerettigheder, men denne sag afslører noget bekymrende, nemlig hvordan visse stater systematisk vælger at angribe budbringeren i stedet for at forsøge at modbevise budskabet.

Det unikke og destruktive ved dette angreb på en uafhængig ekspert i FN-systemet ligger ikke kun i anklagernes voldsomhed og de bevidst fabrikerede løgne. Det, der gør det unikt, er, at det frem for alt er statsledelsen selv, der driver og tager ansvar for anklagen. Dermed er det ikke længere blot en kontrovers, men et symptom på selve systemets sammenbrud, et system af højtidelige løfter og internationale traktater, som påberåbes i fredstid, men begraves, så snart deres anvendelse bliver besværlig.

Jeg er udpeget af FN’s Menneskerettighedsråd og har været særlig rapportør siden den 1. maj 2022 med mandat frem til 2028. Som den ottende person i posten, og den første kvinde, påtog jeg mig dette ulønnede hverv efter en karriere viet til menneskerettigheder, primært inden for FN-systemet, blandt andet hos FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder og FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, i Jerusalem, samt gennem akademisk forskning om Palæstina.

Dette FN-mandat indebærer at ‘undersøge Israels overtrædelser af principperne og bestemmelserne i international menneskerettighedsret og international humanitær ret’ som besættelsesmagt siden 1967, at ‘modtage henvendelser, høre vidner’, at ‘anvende de procedurer’, som vurderes nødvendige for ‘mandatets udførelse’, samt at ‘rapportere med konklusioner og anbefalinger til [Menneskerettighedsrådet], indtil Israels besættelse af disse territorier ophører’. ‘Ophøret af Israels besættelse’, det er den tidsmæssige grænse, der er sat for mandatet.

At opmærksomheden rettes mod Israel, er ikke et personligt valg eller et udtryk for partiskhed. Det følger af resolution 1993/2A fra Menneskerettighedsrådet, som blev vedtaget den 19. februar 1993 som svar på næsten 30 års besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem.

At anklage mig for at ‘mangle neutralitet’ indebærer en bevidst fordrejning af dette mandat. Ingen af de øvrige 14 FN-rapportører med landespecifikke mandater udsættes for lignende angreb. Ingen anklager dem, der har ansvar for Afghanistan, Rusland eller Iran, for at være ‘fikserede’ på deres opgave. Men så snart det handler om Israel, bliver det normale arbejde med at opfylde et mandat, i visse øjne, også inden for regeringer, til en fejl, der skal retfærdiggøres, snarere end en pligt, der skal udføres.

Mit arbejde består i at fastslå og juridisk kvalificere fakta i de besatte områder, hvor der hersker et institutionaliseret juridisk dobbeltregime: Civilret gælder for de israelske bosættere, mens militærret gælder for palæstinenserne, herunder børn.

Israel er faktisk det eneste land i verden, hvor børn systematisk retsforfølges ved militærdomstole. At beskrive dette system som apartheid mod palæstinenserne i form af et militærdiktatur er derfor ikke en provokation, men en juridisk kvalifikation.

Mine første rapporter til FN i 2022-2023 dokumenterede den systematiske hindring af det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, den vilkårlige og systematiske frihedsberøvelse og besættelsens strukturelle konsekvenser for børn.”