Israels folkedrab i Gaza er ikke blot brutalt, det er systematisk, kynisk og målrettet destruktivt. Det handler ikke om sikkerhed. Det handler ikke om fanger. Det handler om at udslette Gaza, stykke for stykke, menneske for menneske. Det handler om land, og om at udviske det palæstinensiske folk for øjnene af hele verden. Et folkedrab, live-streamet og uden pause.
Det israelske regime fører en kolonial krig med ét klart mål: at gøre Gaza ubeboeligt og palæstinenserne usynlige, uønskede og udraderede. Hver skole, der bombes. Hvert barn, der sulter. Hver konvoj, der nægtes adgang, alt er en del af én sammenhængende plan: at knuse muligheden for palæstinensisk eksistens.
Israels ledelse taler ikke længere i koder. De siger det åbent og uden skam: Gaza skal besættes, og de civile skal fordrives. Etnisk udrensning, åbent og utvetydigt. Siden 2. marts har Israel ulovligt blokeret al humanitær nødhjælp og kommercielle varer: mad, vand, medicin – intet får lov at komme ind. I stedet: luftangreb, artilleribeskydning og kampvogne, der bombarderer en belejret befolkning uden ophør.
Denne ødelæggelse er metodisk. Hospitaler, skoler, veje, vandledninger og elnet bliver reduceret til ruiner. Israel forsøger at udslette Gaza – fysisk, socialt, kulturelt og politisk. Det er ikke blot uretfærdigt. Det er fascisme med vestlig opbakning.
Dette er ikke kun en menneskeskabt humanitær katastrofe – det er en politisk forbrydelse med åbenlyse krigsforbrydere, og de er mange. Når en af verdens stærkeste militærmagter nægter nødhjælp til over to millioner civile, bryder det ikke blot Genèvekonventionerne, det underminerer selve begrebet om menneskelig værdighed. Det Israel udsætter Gaza for, er både kollektiv afstraffelse og en forbrydelse mod menneskeheden.
Over 2.600 palæstinensere er blevet dræbt, siden Israel brød våbenhvilen og genoptog folkedrabet den 18. marts. 90 % af befolkningen er internt fordrevet. Det internationale samfund advarer, men handler ikke. USA leverer bomber. EU nøjes med “dyb bekymring”.
Vi er for længst forbi punktet, hvor ord kan redde noget. Hver amerikansk raket, hver europæisk “bekymring” uden handling, hver blank stemme i FNs Sikkerhedsråd eller Generalforsamling er ikke blot passivitet – det er medskyld. Vesten har ikke blot accepteret folkedrabet. Det har gjort det muligt. Israel handler, fordi det ved, at det kan, uden konsekvenser.
Tavshed og passivitet er ikke neutrale. De er aktive valg. Hver udsættelse af sanktioner, hver diplomatisk undskyldning er en tilladelse til fortsatte forbrydelser. Når Israel igen og igen behandles som en strategisk allieret, signalerer det én ting: Palæstinensiske liv har politisk ingen værdi.
Når europæiske lande tøver med våbenembargo, boykot og diplomatisk isolation, siger de med deres handlinger: Israel kan gøre, hvad det vil. Dermed undermineres ikke kun retten i Gaza, men hele idéen om en regelbaseret verdensorden.
Vi kan ikke længere hævde, at vi “ikke vidste”. Vi ser det hele ske i realtid. Det er det 21. århundredes mest dokumenterede folkedrab. Og vi ser væk. Vi analyserer, balancerer, relativiserer, mens børn bliver dræbt af sult og ligene fylder gaderne.
Hvor længe vil vi finde os i at være medskyldige?
Hvis dette ikke er tidspunktet at vende støtten til Israel – hvornår er det så?
