Historien om Danmarks og især danske kirkelige organisationers rolle i kampen mod Sydafrikas apartheidstyre er omsider blevet skrevet. ”Tro, håb og retfærdighed” hedder bogen med undertitlen ”Et dansk kapitel i kampen mod apartheid 1968-1994”. Forfatteren er Simon Kratholm Ankjærgaard, der beskriver, hvordan Danmark i 1986 var det første land i den vestlige verden, som vedtog en total boykot af apartheidregimet.
Modstanden mod det racistiske regime voksede både internt og internationalt. I 1989 havde 23 stater at beslutte boykotte regimet. Regimet havde besvaret øget kritik med øget brutalitet, men stod alligevel svagere både internt og eksternt. I 1990 blev der omsider åbnet for gennemgribende reformer og i 1994 gennemførtes det første frie valg. Man undgik en borgerkrig og fik en fredelig overdragelse af magten til flertallet.
Jeg var selv observatør ved det første frie valg, Det var stort og bevægende. Sydafrika er ved Gud ikke blevet noget paradis, og problemerne er enorme. Men der var ingen vej udenom. Og millioner af mennesker fik et nyt håb.
Det er – i hvert fald for mig – umuligt at læse Simon Ankjærgaards bog uden bestandigt at drage paralleller til palæstinensernes situation i Gaza og på den besatte Vestbred i dag. Der er tydelige forskelle, og man skal altid passe på med paralleller. Men alligevel.
I Mellemøsten som i Sydafrika handler det om, at oprindelige beboere er blevet fordrevet og/eller gjort til underklasse af de nye herskere udefra. Argumentet om jødernes historiske krav på området ændrer ikke på den virkelighed, at palæstinensere, der havde boet i området i århundreder, måtte flygte.
Begge steder overtog de nye herskere jord og anden ejendom uden kompensation. Begge steder etableredes retssystemer som legaliserede ulige behandling af mennesker. I Sydafrika officielt apartheid/opdeling. I Israel/Palæstina markante forskelle i rettigheder for jøder og palæstinensere. Ingen officiel apartheid, men systemet er igen og igen beskrevet som reel apartheid.
Der har været en gradvist voksende kritik af systemet både internt og eksternt, samt en udvikling med stadig mere omfattende væbnet kamp. Der er kommet øgede internationale krav om sanktioner både mod enkeltpersoner, handel og ikke mindst eksport af våben til regimet. Magthavere har besvaret kritik med stadig større brutalitet i kampen for at fastholde og udbygge magten. Terror på begge sider i en ulige kamp. Vilkårlige fængslinger af regimets modstandere, ofte på ubestemt tid og ofte uden reel rettergang. Skræmmende eksempler på brug af tortur og uværdig behandling af fængslede. Arrestanter er døde under tilbageholdelse. Samtidig er den internationale kritik af forskelsbehandlingen vokset, og stadig flere nationer har anerkendt de undertryktes palæstinensernes/de sortes rettigheder og ret til at bestemme i egen stat.
Der er – naturligvis – også forskelle. I Sydafrika talte man ikke om en mulig tostatsløsning, selv om der blev oprettet en form for pseudo-frie sorte områder (Bantustans).
En anden vigtig forskel er den religiøse. Sydafrika er en kristen nation, og den teologiske diskussion var ekstremt vigtig. Regimet byggede sin ideologi på en tolkning af, at Biblen med sprogforvirringen efter Babelstårnet delte mennesker og stammer op og tillod forskelsbehandling.
Heroverfor stod det sydafrikanske kirkeråd og langt de fleste vestlige kirker, som talte om, at alle mennesker er lige for Gud med lige rettigheder. Med stærke kirkefolk, som bl.a. ærkebiskop Desmond Tutu, blev det kristne ligheds- og kærlighedsbudskab et centralt element i kampen.
Det var givetvis også en af grundene til, at det politiske flertal i Danmark gradvist flyttede sig. Det startede med såkaldt fodnotepolitik fra et kritisk alternativt flertal i Folketinget, men det blev til en bred og markant politisk fordømmelse af apartheid i Sydafrika.
En lignende fordømmelse af apartheid i Israel har det danske Folketing og den danske regering ikke vist tendenser til.
Og så var Sydafrika måske i højere grad end Israel både en terrorstat og en retsstat. I hvert fald var det et meget vigtigt skridt i anti-apartheidkampen, da Sydafrikas højesteret i august 1986 afviste, at regimet kunne blive ved med at tilbageholde sorte sydafrikanere på ubestemt tid og uden dom.
Det sydafrikanske regime havde et modspil fra et retssystem, der nok accepterede raceideologiens grundsyn, men dog hævdede en form for retspolitisk uafhængighed og anstændighed.
Der er vel ingen tvivl om, at Netanyahus regime i Israel i dag står stærkere end Sydafrikas apartheidregime i slutningen af 1980’erne. Israel er blevet en militær stormagt og har – trods Trumps nylige skideballer til Netanyahu – en opbakning i USA, som Sydafrika trods alt aldrig havde.
Derfor er der heller ikke udsigt til, at det israelske regime giver op, på samme måde som det skete i Sydafrika. Det ligger også tungere med sanktionerne.
Men der er ingen tvivl om, at presset vokser. Både presset mod EU for at aflyse den særlige handelsaftale med Israel, og det mere folkelige pres med boykotaktioner. Og opfordringer til at aflyse investeringer i og samarbejde med israelske firmaer og institutioner. Den internationale BDS-bevægelse er blevet stærkere i de senere år. BDS står for Boycott, Divestment and Sanctions, og er et internationalt forsøg på at samle støtte og styrke til afgørende at svække Israels økonomi.
Det kan langt fra matche den støtte, som USA giver Israel, og den mere indirekte støtte, som Israel stadig oppebærer fra mange vestlige regeringer, og herunder den danske. Men tingene flytter sig.
I regeringsgrundlaget for den nye danske regering, er der foreløbig ingen tegn på at det danske politiske flertal også er ved at flytte sig. Men verden står ikke stille. Israels politik under Netanyahu har gjort landet stadig mere isoleret.
Der vil komme ændringer.
